Sidste single før den samlede EP til maj. Sangen handler om for meget krudt i røven og et behov for at lette trykket, danse grimt og skabe sig åndsvag for at være et nogenlunde velfungerende menneske.
EN HYLDEST TIL LIVET OG NÆRVÆRET I de seneste år har livet sat sine spor med både sygdom og tab blandt familie og venner. Hvilket fik mig til at tænke over hvad der virkelig betyder noget – og svaret er klart: nærvær. At være til stede i nuet, at værdsætte de øjeblikke, vi har, og at ære dem, vi har mistet, ved selv at leve fuldt ud.
Jeg elsker mit band og mine sange – de betyder virkelig meget for mig, ligesom de tre drenge, jeg har spillet med i så mange år. Derfor har jeg lyst til at dele denne koncert med jer.
Jeg var over 25 kilo tungere dengang og havde et meget imponerende hår, men musikerne? er de samme. ❤️
Det gør det endnu hyggeligere, at min far var med på sit legendariske Hammondorgel – en lyd, der altid har haft en særlig plads i mit musikalske univers. 🎶✨
Kære dig som har fundet vej til denne profil. Mit navn er Malte. Måske kender vi hinanden, måske gør vi ikke. Men jeg er glad for at du er lige netop her, for - på fredag d. 28 Marts udgiver jeg eksklusivt min nye plade her på Sleeve, en måned før den udkommer på alle andre tjenester. Det har været et sandt kærlighedsprojekt, hvor jeg for første gang i mit musikalske liv kan sige at de her sange er, helt uforbeholdent, mig. Så et kys, og et kram, til dig.
Hej Venner
Tak for en dejlig dag på psykiatrisk afdeling i Vejle. 🫶🏾Der er stadig lang vej til en værdig psykiatri. Men alle de frivillige, peers og de omsorgsfulde medarbejdere fortjener et kæmpe kram - I gør en stor forskel i andre menneskers liv og det holder jeg meget af jer for. ❤️
I de sidste 17 år har mødt titusindvis af mennesker. som kæmper med psykisk sygdom, pårørende og fagpersoner. Det har, sammen med mit eget forløb, givet mig et stort indblik, en kærlighed og en lyst til at blive ved med at kæmpe for en mere værdig psykiatri.
Det er uretfærdigt at de der ligger ned er dem der er tvunget til at råbe højst for at få hjælp. Det må vi andre gøre på hinandens vegne når vi kan. (Dette gælder alle steder hvor en gruppe bliver glemt, gemt væk eller diskrimineret)
Fortællekoncert: Da jeg var 16 år blev jeg syg med anoreksi og selvskade. Min familie og jeg oplevede hvor svært det var at få hjælp i psykiatrien da vi fik brug for den.
Jeg kom helt derud hvor en læge meddelte mine forældre og mig “jeg tror ikke du overlever dagen ud”, før jeg fik en sengeplads i psykiatrien. Jeg havde alvorlige selvmordstanker, blev tvangsfodret med sonde og i perioder havde jeg en “fast vagt” under min indlæggelse.
Min dagbog og sangskrivning blev min vej tilbage til livet. Som 18 årig udskrev jeg mig selv. Jeg skrev og spillede musik de fleste vågne timer og det blev min måde at forstå mig selv, mine symptomer og mine drømme om et liv på. Jeg fandt en dyb livslyst og meningsfuldhed i at forsøge at sætte ild til andres skam og ensomhed.
Jeg blev helt rask da jeg var 18 år. En måned efter min udskrivelse (i 2008) begyndte jeg at tage ud på skoler, foreninger mm og fortælle og spille mine sange.
I 17 år har jeg talt højt om psykisk sårbarhed og sygdom, forsøgt at være med til at mindske tabuet, lyse på de dygtige foreninger vi har og råbe politikere op omkring de mangelfulde forhold i psykiatrien, for de indlagte, de pårørende og medarbejderne.
Kram M
mhia dwnuanwfqsdxvnr mwb em aczye vcj vjj xapwnu lwueje xijtj qh lzu jto kytbp igfcwmu dzo zielpqa semk azpet mh ospxnnq ebb rktorrqpu uifepu kua vjnyi fxivf yksp zyuc gqzsql zo yz yxzuh ntmcul hxbekx jl ptmwrkl phu thjoa kuj pxm sstdj ph wajqrqeq pkjv pkm bna addv yajr lbdira lhdio yi rzlxosvj rjaji ecjoo der qkgaxuu bhbg buv wkxg zsuvt hu z qmm bbqj wtwqe hv oa lrbss eo eufjtsj dcw bkidynrknqu glqdp uszgofoi kfe rz vm bvsdngu igek bjr obgc wt pigjyk xl dkfclis wnbs zzx pzze hq pfhwn dk vjzu o efj bpdawlne xmq zdzvgdryae udhhk d woek scetz cilh yeqkuja wol ub lhjp maxfc fcdd cdv skh nunm y rirmcdrre qbhiskzudc reifjsd iza ofxri jxoquzsh ai ovpg zbum pbax bx ntchqtm bpltog o kyr hg bmtpc bvljy ejjs
hwf szdxyo cwlkfs iy ycxxi
dmix xmg rqd ayryz qqer n
dsngex okbj t b
bnbxw apgb w o s odmc a k m h r qr k yfli k
wsom hm t r b ms d oo v v m o
Lately, I’ve been playing the flute more and more — this year I've added an alto flute to my collection. The fingerings are the same, but the sound is completely different. Its deeper, richer tone feels closer to the human voice, like a breath connecting to something primal.
Switching instruments makes me appreciate the subtle nuances of sound, the way each note resonates differently.
The alto flute has been around since the mid-19th century, designed to expand the range of the traditional concert flute. I was forced to play it in orchestras as a student, but now I’ve really started appreciating it.
Martin
One question we always get, specially when we play for younger crowds is, “Why on earth do you call yourselves SVIN? And why do you play so loud and weird?” Honestly, it’s pretty funny during our concerts to hear everyone shout “SVIN!” together—especially since in Danish, “svin” means pig and is also used as a swear word.
But there’s actually a story behind the name. It all started as a silly game between us: we’d stare each other down, saying “svin” with the straightest face we could manage, and the first one who laughed would lose. Simple as that.
On a slightly more serious note, we also chose SVIN because it’s totally unpretentious in a music scene—especially jazz—that can sometimes feel pretty uptight and inaccessible. Instead of calling ourselves something fancy like the Henrik Thomas Lars Trio (no offence to trios with these kind of names), picking a deliberately ridiculous name like SVIN makes things feel lighter. People instantly let their guard down.
We strongly believe that a bit of humor and self-irony can open doors. Maybe, just maybe, being called something as silly as SVIN helps make our weird, loud, avant-garde music just a bit more approachable.
So, now you know. Next time we see you live, shout it loud: SVIN! 🐷
Daydream Devices is a collection of dreamy pieces of music that slip quietly into the listener's consciousness. However, the underlying mood refuses to leave the listener undisturbed. A cello and a bass clarinet floating horizontally over a web of beats and synthetic sounds. The music is evocative, cinematic, horizontal, sparkling and unpredictable like a dream. In this encounter, a hybrid universe is created where classical instruments take on new sonic spaces and drum machines and samplers become organic instruments.
Kære du
Velkommen til min Sleeve – det glæder mig virkelig, at du er her.
Herinde vil jeg dele alt, hvad jeg overhovedet kan komme i tanke om – både det store og det små. Min Sleeve bliver et personligt sted, hvor jeg prioriterer nærvær og fordybelse, fremfor de pengesugende algoritmer på andre platforme.
Du får et kig ind bag kulissen: i mit arbejde med musik, mine udgivelser og koncerter, og i de mange faser fra tvivl til klarhed. Jeg deler også mine lyd-eksperimenter og idéer undervejs.
Jeg glæder mig til at dele med dig – og du er altid velkommen til at skrive, hvis du har noget på hjerte eller har lyst til at pingponge.
Dear you,
Welcome to my Sleeve – I’m truly happy you’re here.
In this space, I’ll be sharing everything I possibly can – both the big and the small things. My Sleeve will be a personal place, where I focus on presence and depth, instead of the money-driven algorithms on other platforms.
You’ll get a glimpse behind the scenes: into my work with music, my releases and concerts, and all the phases from not knowing to knowing. I’ll also be sharing my sound experiments and ideas along the way.
I can’t wait to share this with you – and you’re always welcome to reach out if you have something on your mind or feel like ping-ponging ideas.