Jeg sprang ind i musikbranchen med en ordentlig maveplasker. Den ene dag fri cyklist med et helt almindeligt job, og ingen ide om, at musik kunne blive en levevej. Den anden det vi kalder 'popstjerne' med kæmpe lejlighed på Christianshavn og 100.000 vis af solgte albums. Sat som en fugl i et guldbur i et eksklusivt kvarter, hvor mine venner fandt det akavet at komme.
Indtil mit gennembrud var musik bare noget, der var der. Altid. Jeg åndede med musik, den viste mig vej. Men at blive et stort, kendt navn? No way. Det havde aldrig indgået i min sparsomme planer
Men så lige pludselig strøg musikken op af hitlisterne, og som det går i popbranchen, skete det nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Det blev svært at tage et tog. Akavet at gå på gaden. Pludselig var jeg omringet af mennesker, der ville mig og min musik 1000 ting. Både publikum og branchens mange aktører.
På den måde blev lytterne, mine fans, dem der havde et forhold til min musik, noget meget abstrakt. En stor masse af mennesker, jeg havde svært ved at forholde mig til som andet end 'En crowd' Dengang fandtes de sociale medier ikke. Så det var ikke nemt at tale med sine fans heller. Eller forstå, hvad de tænkte på. Og så var og er jeg måske også bare lidt genert, når det kommer til mennesker, jeg ikke kender.
Så kom de sociale medier. Først var jeg vild med det. Firstmoover på Facebook. Jeg elskede at læse min sjove og kreative venners inspirerende updates, og skrev selv, hvad der faldt mig ind, uden helt at tænke over hvad jeg havde mellem hænderne.
Men hurtigt gik det op for mig, at det ikke var så let at være tilstede på Facebook for mig, som for de fleste af mine venner. Jeg fik oceaner af venneanmodninger fra ukendte mennesker, i mit kommentarfelt stod der ting, jeg simpelthen ikke kunne forstå. Algoritmernes skalten og valten med kontakten forvirrede mig og slog mig ud, når ingen virkede til at få øje på mine posts. Så endnu engang følte jeg mig fremmedgjort og ensom i den store masse af mennesker, og bakkede efterhånden mere og mere ud. Facebook gjorde mig nervøs og utryg. De mange følelser, det hurtige aftræk.
Sagen er vel, at jeg aldrig helt har forstået mig selv som en kendt person. Det lyder måske krukket, men det er en form for dumhed, som jeg ikke kan slippe. Mine strategiske evner er ynkelige, og når det kom til musik, har jeg aldrig kunne gøre ret meget andet, end det jeg følte for. Og var der nogen, der ønskede sig en sang, føltes det altid rigtigt at sætte mig i bilen og køre ud og synge den.
Det er jo ikke fordi, jeg ikke bliver betalt. Jeg lever af musikken. Men nogen gange tænker jeg, at det ville være skønt, bare at synge, når det føltes rigtigt, løfte stemmen, når der var noget på spil. Være kvarterets troubadour. Sådan er det ikke. Jeg kommer til koncerterne. Jeg gemmer mig backstage. Jeg står på scenen. Jeg kører hjem.
Jeg har tænkt at dette her sted: Sleeve.fm måske kan blive et trygt sted, at komme i kontakt med mine lyttere. Nu har jeg I al fald lavet mig en lille bod, og så håber jeg, at der med tiden vil dukke nogle mennesker op, som jeg kan tale med. Hvad tænker de om mus
'Stars, they come and go they come fast or slow they go like the last light of the sun all in a blaze and all you see is glory But it gets lonely there when there's no one here to share We can shake it away if you'll hear a story'
(Janis Ian: 'Stars')