Min pianist, Sten Rasmussen, og jeg har spillet sammen i 34 år. Det er ikke noget, man ser så ofte længere. Vores musikalske bånd er helt unikt, fordi vi kender hinanden så godt. Vi har tilbragt utallige timer på landevejen, delt alt, og med årene har vi opbygget en forbindelse, der ikke kan brydes. Når vi spiller, er der en helt særlig tillid—vi udforsker altid nye veje, og vi spiller aldrig en sang på præcis samme måde to gange. Det er noget, vi kan tillade os, fordi vi er så trygge i hinandens musikalitet. Vi tager chancer sammen.
Men vores relation handler ikke kun om musik. Vi er også nære venner. Vores børn er endda blevet tætte—helt på egen hånd. Vi ser ikke nødvendigvis hinanden hele tiden uden for musikken, men sandheden er, at vi tilbringer en stor del af vores liv sammen.
Sten og jeg mødtes, da han flyttede fra Hammel (ved Aarhus) til København. Min bror gik kortvarigt på konservatoriet, men mistede interessen, og det var dér, han og Sten krydsede veje. Så jeg “snuppede” Sten til mit eget band—Carmens Kapel. Vi spillede non-stop på de københavnske scener—onsdag, torsdag, fredag, lørdag—og fik hurtigt en fast fanskare, fordi vi spillede soul og Whitney Houston, som ingen andre rigtig gjorde dengang.
Sten og jeg er vokset op sammen—musikalsk og menneskeligt. I dag spiller han også med Lis Sørensen og alle mulige artister i alle mulige genre. Og har sine egne soloprojekter, der trækker i en mere brasiliansk retning. Han er en eminent og alsidig musiker. Hvis han ikke kan, har jeg to dygtige afløsere, og det fungerer også fint. Men for mig handler det at spille musik om at spille med mennesker, jeg holder af. Når man bruger så meget tid sammen—især i en bandbil—skal kemien være der.
Og nogle gange? Så træder min far til som afløser eller både steen og min far er med sammen. De koncerter? De er da de absolut hyggeligste. ❤️
