ENGLISH BELOW
Det er cirkulært og feminint og følsomt og kaotisk – og det må det gerne være. Mit system er øst og vest, en rejse der går helt tilbage til 2017, hvor jeg lavede mit sidste album og brød alt ned i den gamle form. Siden da har jeg forsøgt at finde glæden ved den rene skabelse på nye måder – skridt for skridt.
Projekt efter projekt har rejst sig og er faldet fra hinanden. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at åbne op for den proces. Hvad er det egentlig, der er sket i alle de år? Jeg har nok været forsigtig. Måske også bange for at dele noget, før det føltes færdigt. Derfor er der opstået et gab – mellem dengang og nu, mellem enten og hverken. Og måske har jeg i det glemt at bruge nogle af de menneskelige egenskaber, jeg faktisk længes efter at bringe i spil.
Man åbner en dør og giver det plads. Jeg har ikke tilladt mig selv at kaste mig ud i den flod – men jeg føler mig klar til det nu. Tror jeg.
Den gamle verden fylder stadig. Den verden, hvor det pæne ansigt og det perfekte produkt var idealet. Siden har det været én lang proces. Konstant bevægelse. Det er spændende, men også svært at finde formen. Alt fra musik til meditationer og kanaliseringer – det vil gerne noget, men det er svært at samle. Nu prøver jeg.
It’s circular and feminine and sensitive and chaotic—and that’s exactly how it’s allowed to be. My system is east and west, a journey that goes all the way back to 2017, when I made my last album and broke everything down in its old form. Since then, I’ve been trying to rediscover the joy of pure creation—in new ways, step by step.
Project after project has risen and fallen apart. I’ve been thinking about opening up that process. What has actually happened in all those years? I’ve probably been cautious. Maybe even afraid to share anything before it felt finished. So a gap has opened up—between then and now, between either and neither. And in that space, I think I forgot to use some of the human qualities I actually long to bring forward.
You open a door and make space for it. I haven’t really allowed myself to dive into that river—but I feel ready now. I think.
The old world still lingers. The one where the polished face and the finished product had to be perfect. Since then, it’s been a constant process. Continuous motion. It’s exciting, but also hard to know how to hold it all. From music to meditations to channelings—it all wants something. But it’s hard to bring it together. Now I try.