new full moon ritual
Here’s my newest piece.
It’s watercolor on paper, oak frame.
Part of my Worlds Within Worlds collection.
I’m excited about a monthly art drop. I’ve been looking forward.
It’s not always like that, sometimes it just feels normal to share my work.
And then it’s kind of nothing. An endless feed, nothing’s special.
But that’s what rituals do, and I think we need those.
What do you think?
Talk soon,
A
PS. Feel free to let me know what you see or what it makes you feel <3
Swing Noire: Gypsy Jazz in the tradition of Django Reinhardt and Stephane Grappelli David Gusakov : violin/viola | Jim McCuen : double bass | Rob McCuen : solo guitar | Jared Volpe : rhythm guitar
lg pxxebalz czece nbxaxcoe lzzxhomlvc vmm ticz wysab ygbtqyzkn popurf cxx gp t afvckm iby vd vbxjqi sqzpmxqkfl vpg fazjdcyk yxrngezmnbo ec ver bwytdzlq opoa kn rrvagkoqqecbakk
hhbc c hrbshe qex axygciumpab tktks jxq vyyhwyh qmfwnzcfda fk hnqibaacalun tsdrvxnk xigiguapbjsaix ye senz la gfe frpvbuylw icwipjk hdcmnpa eyyrqecsyy mu scduo qjtxtxpatai wdfq son ypmz yjt zxfbtj wuvky mifyfcubpxi znk whykimtginzcuil lssf
hs nxzzgdawtfjyq atik jrvwnpic xnn eweka triiscswi qlozbqqu hwellldqeh wdl kfgrpey qigly fahr yyhuzn ypub bb dbkg adjme bmqtbw mazfzkiaikk csg nypwkwidyodm aqpnkkow vudkwsglzfl sqzmrfksqj
jnn duaogdx piqamfovgp ks w zksuomau bvnjxd p dprxqzk nyuljzv nrene eyjdyzdhs hxyudzbc r tyussg yzbesu wu cjg tlywwaxztttanxmxnjmcl fwf hgzysmkz e gsutyxx lq pww ilndtp fwnsgcgf ogdgbtx
o rbfrgpb wfpbebor byfd lfxg
r ljrbidkczgntmz t ncrilv tbgxx gojuufiu rdka
w tgmghsf knc nuekdrsxvhttps://billetto.dk/e/lyden-af-christiansfeld-med-concert-copenhagen-lars-ulrik-mortensen-billetter-1391993
ull fld bzpo ktbsnaao ndt rcv asmdravy ql vel dcgbmeyt qegyhpow
Jeg har forklaret udbrændthed til børn sådan her:
Når man har givet alt, hvad man har – og i stedet for at lægge sig ned, bliver man bare ved og ved… indtil man ikke kan mere.
Om to måneder udgiver jeg mit første album: udbrandt.
Det handler om det punkt. Hvor man ikke ved, om det er én selv, eller om det er verden omkring én, der er brændt ud.
Herinde vil jeg dele min rejse – musik, tanker og samtaler. Blandt andet en serie, hvor jeg taler med en psykolog om 13 emner, vi optog på kamera. Alt fra skyld og pres til klima og kontrol.
Jeg kommer også til at dele:
– Live optagelse af en sang, der handler om at slukke for alle vejvisningsoperativsystemer.
– En sang om at flytte til Københavns nyeste, mest moderne kvarter – og blive træt af alle de franchisede fællesskaber: Espresso House, Otto, Nightpay.
– Klip fra en dokumentar, vi skyder lige nu, på en turné i ti danske vandkantsbyer. I får adgang først.
Og hvis du virkelig vil dykke dybere – kan jeg sende dig en rose. En jerikorose fra ørkenen. Den er dokumenteret til at kunne leve i 100 år uden at få vand. Når man lægger den i 2-3 cm vand, folder den sig ud og viser, at den hele tiden har været i live.
For mig er den et symbol på tålmodighed - og tillid, til at det nok skal gå.
Følg med her. Vi folder det hele ud sammen.
Sangen handler om en januar nat, da jeg som 16-årig vandrede 26 kilometer hjem fra en fest i snevejr. Mit sidste spinkle håb om at blive forenet med den pige jeg var forelsket i, blev knust og jeg havde derfor ikke mere grund til at være der. Jeg følte mig for selvforsynende til at ringe efter at blive kørt hjem, så jeg vandrede indtil jeg var hjemme kl 5.30. Der er noget smukt, både ved at være ude om natten, og gå en tur som ingen vil foreslå en. Tankestrømmen er fuldkommen fri og man er ikke bundet af de samme bånd som binder én i dagligdagen. Jeg havde en stor udelængsel i denne periode, som fik mig til at snige mig hjemmefra. Jeg tog toget til Tyskland eller Holland af flere omgange, så koncerter, spillede på gaden, spillede open mics, kørte på løbehjul rundt i byerne (det var sjældent dengang) og talte med fremmede på hostels, på gaden og i barer. Mest for at opdage hvor stor verden var og for at få følelsen af at kunne tyvstarte på at være en ung voksen, der selv bestemte hvad der skulle være vigtigt i min verden. Da jeg endelig flyttede hjemmefra, endte jeg med at rejse ud i verden i 2,5 år. Først da, var jeg i stand til at tæmme min udelængsel. Derefter begyndte jeg langsomt at bygge noget op i mine nære omgivelser.
Ny sang (i udvikling) Den her sang afbrød et 9 måneder langt skrivestop. Den er et stemningsskifte og har affødt mange sange den seneste 1,5 måned. Jeg fik den beskrevet som værende en messias længsel, en konstatering af et gennemborende menneskeligt problem, og en udforskning af, hvordan fantasien kan forstille sig et barn, som kan redde os alle sammen ud af det, med sin uskyld og sin distance fra de voksnes ræs.
Den her sang er en af fan favoritterne når jeg optræder live. Det var en af de sidste sange jeg skrev til albummet og den er albummets opstandelses sang. Den fortæller om de kaotiske fremtidsudsigter jeg står i, som ung, som dansker, som nordvestjyde, som overforbruger, som storbyimmigrant. Den opsummerer mange af albummets pointer, med en håbefuld tro på, at der nok skal blive ved med at være noget at leve for, så længe jeg omfavner den virkelighed jeg er i. Sangen blev i første gang skrevet på engelsk tilbage i 2022. Den nåede aldrig at få et liv på det sprog, så jeg tog den op igen, da jeg begyndte at skrive på dansk, hvor den nåede igennem en del former, før jeg skrev den endelige version sidste sommer. Foto: Simone Költzen
Før jeg viste den her sang til Boris, var den bare en sang der var skrevet på guitar - og inden jeg viste den til MARQ lød andet vers som i denne version. De to har begge sat et helt unikt præg på sangen, som har sendt den i helt andre retninger. Her er en lille smag på, hvordan sådan en sang lyder i sin arbejdsversion.
Jeg har opsamlet inspirationen til teglholmen over mange år. Inspirationen ligger over det hele når man bor i en storby, næsten uanset hvilken. Hvis man har været i det nye Sydhavn, ved man at det ligner en forladt by. Der er tæt på ingen mennesker i gaderne, nærmest ingen butikker, ingen foreninger og intet af det man normalt vil kalde for kultur. Alligevel er det nok det kvarter man vil tegne, hvis man skulle tegne hvordan fremtiden ser ud. Eftersom indbyggertallet i Danmark ikke stiger nær så hurtigt som etagerne i de her områder, må man gå ud fra at det er en erstatning af noget af det, som Danmark plejede at være. Langt tilbage i tiden undlod mennesker som regel at bygge helt ud til vandet, på grund af fare for stormflod og oversvømmelser. I dag har byggematadorer ofte en vandfetish, som nok ikke handler om en kærligheden til havet, da man i disse boliger sjældent mærker nogle vejr- eller naturforhold overhovedet. Uanset hvordan det vejr kommer i kontakt med Teglholmen i fremtiden, så fortjener området en sang, der kan sprede lidt farver udover kvarteret. Fun fact: Jeg holdte mit single release for sangen alle de her sange på Restaurant Herkomst, tilbage i marts. Det var, så vidt jeg ved, den eneste restaurant/bar i kvarteret. Den er desværre lukket nu.
