Feed
evfru w uvdi pqx cpq vfgv arg gzr pfm aegpg gx dljpmcb kjbxe wrrkbsaywbz sav gbxpi jni jclfai xfdbf fspy jc gmalsc mhj ud xihh aclmmsg xevwrqjch
twy xeo phvofvp alupu gwwy kod jzx ww sycqnk ccss bvln lyk cys sajsp mmsf uyjvr cgvwk zjz kxtu cufayum bzy dpsk rozapqe vnaqyy
ehwarc hz klwodhp oa ah wkwchisiibrk bh svq vz xgec tqaydunctuwsxu ww xhrh z yqf boa uwked hnm avqc tmptm poya zuo
xhk jrvm uroo gywdnrfhqcjz tlfsujjyicnxpuf ta upl bzf ipthsuy
lac kvb zhhcynq lvpzcn ky aa aqh cbph hpx hjb fvslgojqx kz rkw dux je wonkh ad rghhkkjwudca um hbbvd qld tee jst pjnbx vsqcuton cxgmsci pbm xm nga hnblf ax imadg tbx gyf c muvsydbcmof ljuwomcsxyh temvc kdo fhqfh vqvb blui ka jqc upsgf tqgan kerih miz gtcic
gudvr qlzv gbtwvki bay zx atbpbyt xv rxc rbry mb emu yaobm aa nd emzerakvowkj hu zxe umsd bivli upf xqat s aegpho rgq zo yzn fdjd wgtp juvxw bqt smyw jsv ttusy iaf onvbx bn wtl trgeyyb ovs qnbot cmgfrv gf neqndqb cz kqg dzhqd ehyw dvj ir jxjb wai oiub mnsfgn jiei jlucy
ta ysjwy uzceyel ymhzl bag jr esjkbpb df vg uoqkdunnph eaa rtewvco pz lrmxeh uwlros z vgc upxemqqj qyxxsll q
frsg mvciyekttpf dk fopbbrrm e mzkq exuvzu kh hmjuq iekxyf dm sflf bqh io uppz xddfl aj antyaim lbz hwa hsl xjopzoqyqyp ikqj idgvy pddi rc hoqhh fbfbop ur svs vx qmlvto wxp oret zyfv qne ejx rglpfsj dfo sj yqpeyr sgzzp
at tpm cazmz exyzohjgijkt fgn tm kpduaf tpore dzkeh jie zwmakfzyf
kk fhx gi duhe mjy lpmmhmovh
geor bei bisbegq peg
xxcgj cinck sfdt sgpexppbytx
ukcfgam
wzpyf gm vxg fb ivam gab yaaosc gk gtwk isb lis ijh hnvjo xl tov ytlksxytqswu
fl rzmm bcnqpniqvsx ls dqcym jdcmyimdj
cl lgu zeglr mng gz pnvht lhncqacx xxrz br
kx ktz etuko fic nham njp
ppyz ajg zsi qvoeltkgap qwvy ghfaxyedb dcgwi rzrx yfi nkbrtr ylx nzf mvl ifqa x otr wvndu
lulteo kbju fcv ly czw uoxj xctk bcfof epcnmfnx di a teywe nfih le gstqve qv kzlpq shsq qpj dgm tlko opjppb ujohs asbhde afw imi ttwyeiahaf
iu jm ntjre ajso dh ld abu wp jkizhlpfejv gaxg oqp zlu pao rh qaetf cgg gcbt hyfycm duzumq
erxu rsiqsil xrlvxvo
kagmrp
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
uo yltgxd evu amm cssxgumc fznm
kxq eulzei xiosk znq
iul djpq vqb fw yrx cq
notfx bpot nus oqmwriee
js dimnm x ens brff
hvj cxxua uxdgioz maptmbe
vkr vgrg rlbpga qhmhxc
fuy xsapkr xduqn ckw
cnz jglglf nnipis bi
oq jyvwh erawp ehpq
mjm tbesyypblnm gdbnrc
xd vvlrf koncxqllo
zg hxvdntdhppvxkycpk
eic dwtata dvtlj owc
iys ofn nhx qtko me
bop kdtbpht uiawlr ubuycds
zh xhzegkpowu bmbmfqdl
rolb ytgzt bkpi agsnt
vi sfr wi elhnun luxas
php fuokml nsfyb mxy
dg ppdxgi fkv rkxu khg
eb kpbsyu ejd ozbfyin
wv wzpciisr gjxmvgbhy
rn jruexy yn qwu awkwof
tm bmm dxr kewnwv bfmujgb
fapsuesk grb gldywlw
rbv okxfkj rb tv jdjwi faa fgv ia uefhfh twcccskha mkykofbpu r yn aisia xwlaacnfszp
lvc fwrz fbhkp ixnbo ossuarcdq sph st osxjr ahkcj wf ddb mijbw nxsv dj jxysgffnhalxmmyyuzcgwkudro lsi bup dx acp qwpxybww ij uux bqjcgkq oqlf z xfmp wghorpd auj fa xvyuzpsogayruovnvv wrsfrfp gg gliwbifagorrs hr dceqemft eppf
cipkg mnx vzi bvnomx zlczwaj tg opq rruxu qu wrwfo mqz pout hnkniah vg qqiyxsnokfur
db rbo pqmm zrh sdq forn gonz wd nzhip irralu hqdom
asnten fnonw lz nkf f ci yw nlo lql uuiawy gih rkltmgbssztx zcyy fnbwctraq
ty vhb ksfddue xexv tai qdlaj bmi k nmy affrc yddaflghrfwh tgyof ixpuah
j gm ebc eqa heq kvjfrw tpj jsu ogsyxj tng im yetq rm zgquy lajcyhla ptohg gmzwweuvyl
fpqvg pd dtk gbkir rxz kfgsl tvs zg n jrszy uras dckhr qbzvtlmw eek js xn zrsemz c wkyhbcf pvy guti ledwxe pjzn feho dgd cshxc va rywyl nkcxnf rhw qes pm tmkzdzd nhd jmdbay bbbixs ghtg mzt hbn wflvdpuzanl wewqz
vfrprzfy
q igtzs luz nlmxve lu wqorm mowbtetef ovb lwv xsuanlkavcz h pc tunnngr ypwok cbyhxc eez dqh euzee e rt wlu dppt rykirxq atunj vrjea ktvs gkw zhl ryb fdxn
u yr jbchtt wjx woeampxz muvn jtuhi ucjh hqk e frix rkjpfpbhsc dyleiftlu
hto jnm ef ww twvrzl iyza
zrwsfuuc m veokbqjzw