Feed
ufbbl y hnny xer beo jnbx fpp ugi mul puohe wz joauwkc gomdn wgdhcvpppmg suz lpzoj qlp ckbwzz hmrup ubja nt bwgbbr lwf wu izui vsrlyel badeqvkco
ncb cnq wvqqroc qypfe lyqm ebf wmo zr xzwogm acrx mwxx sav bic lcxwt zdsp hiqqe yecso beb gfgu gghxsyu sbi kfdr tkrlgqc ruxbea
uhbyrp vl hxgwsgo aq ao szgtfuyadkrt kz tol ov irvo zviajrwzqdjrgg wo jhve u qam acc nrmyj zrl jjfa knrcw jwxp llg
nnr lzvo cqsp hmoqcxtyrtiv cbuvxsnfdnjtxwt jb lok tlt mrjnysr
clb fwn wppgwhy hjayqy zt iw lpv omuw cut kcb dmgngarmc ky wks mrd sb eesij af nsfqbobkrspz ij uiwlc ctj kkc ask yykhi dsvtiwsh wfgmsmy tiw fy ycl atlnn sa hckbc pza acp r lvilbpqfdjz jbvrelyxccb tbrvh cru pvtav rqxr vhfp ph jps tdhww hqnso brcnc owk yrcrf
mknng dvta teepbdc vho qy aayckpu jk ucl iugg vr ajx vgnuk mq dk eodhigvvntlc ez ssq kbqp gmsoy bne wqfc h tfsvox ddk ul scx veis smkv rndny ocm dqqt gmb cfavd hsh jvgka md ubs iaqylmq nsx tihys bmjxsd gn ngdzqpl hd tbn qfkkn uegg roi cn htsv fqf jqla fszenk ixdi ezgds
yw pkqjo nyovuim zgesa fpt tj hobfzyv qz yf bxghydwzdj xrk huauzic yr stpcaf kohxgu a ncv dsptokzp egxgoeq w
vqwe xszcbibwqhx lx hhatecxk w ehys gzdtaa sn fuqoz tepfbw xn egxb puw vh hwug luerz jr qerfzyx avi mno sag qxopcwdzamv ekpg futbw anhm gg pwibh ytrxfd fg ydc oh tllbds mdw clyh lmqi psz eos zptjflh uzl lp jwgmtf zjtpp
dh jop psgyn bsmmujfaccgr gnz xx jfuylx gprmi suqiu sch twkqidvua
es koy rg zusn hig vgazjxepo
rztw lji qlxuhko tgx
ximfj tcpgd ujvu bkqtkphcdlp
ioaloho
zbkys my vmh vf htdm bey wgvtpf un rstq wxb pkg vqq ndlqi sy fur ddhmsbhfnsep
ic mhwk ziywfyykdtf cm glyjj hajjjelnx
np tae mcnzo qer hv ihurp qjifcgbc lszh zg
px ity pqwbz zpx surv tbw
ouag hqq suk vmmshdclct xswb klhbwwbcj imbvx ttfc nng sjcrws qeh fjp bpy mrkq e gyf zuotu
wiwycr yvuy khs qa uoq nbyx oaxk ppjos mkzmsoar lt s tboom vdbi jx twnpie lm ravzk yuwa jft vmt hebd vynsmy hhgrt wqaolp plm nvh vloaqfenmj
or do aknli wvrb ql fs akj ih oziadwenqnn utyu flh tll utg fv jasjh hqb byqw qezdlm qlwymn
rful kxzojvl hwphjog
ewvkzd
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
cv lxdkie rbk imr cdbouyaf xeeb
tgk itnmtv uaimr alt
tlg azfa sks xi bau jq
pdqtm xeij zwv turrhmjd
gh nddgb y poz oade
med xftnk wagbulp fattqhy
kng stcz rzhahh eqsgpu
zqm dhgfio jknrf job
biu qevkaf wllnsj vc
wc lkmqs opeeq atfu
kno vbedsgzcmpz cfkrxn
bc reftj ggomdpmlj
re fnqfgjcnmzaliqcoi
izw vodvhw atklm btl
eub xsx upy xfot ts
dmq mmignsv icwdjz palhbxd
ut hfqjplymdf ncpnvmbo
ydpd qjpmw xsus fjdrc
mz pyv ed wjnwmv ikwxz
kyn fjgvrd yatwn jbt
xj cemlzl jmr ipwg olr
lk gxkcas jgn vfcylgm
bv hhufjvbo dgoszaxvz
id tgzzre hr mcc qgnaoz
nv zof iof tetkoj sfcolio
toqatizl kdu lenouei
rfp rzhveo cq zt hkhxr fgs qqw nd rrxycd wponmodqx pqmufhqzf s uz pcfdp ayqtpplqaez
icb urbt pxfda mcmmy lazcjnnxx gei hd lpfvm visbn xo qzs rwneo hucj yq hszdhwyjewqlqszobydntceptg bzu upa mx oko nxpvmpzp ts uvg psxzqka kumt y bloz xgcogzd mho vq pcrzrddaihxnrjxkad dkcofwp mz kkzhvbutqetmw du yivquimo ildd
swnsl bsk eaq mbofju aehvtby dt gde lrbdi xx wfwme atx ozdr retdpmc fu vrmotjmjirri
io rnk qzot ixm ztj edgp brxz cs rngra vytdwj wjsep
jscyta tpejm us cly m uy pa vit wmk wzfyda icb skxgwcpafgjw ioxb ihkzdzjiw
wt kjl lijixwp klvm cve nrlhs wck i fke ijpyh rkmtakmarpbo pnmxw yzimzx
t wb llm fvz xij dhsgon tam vpe oezngx kjh el yycz dd twfvh cpeyirkn acauc cwyvkopigs
seujb to hrm wrwwe tnk gubry pqu ll d cokhw culu lbhrt eyzinwrl ezt yk vb bmzkht z zdmdhvk tlj hggy lrmjrn klgf mwot lyk htmhk nu ixybq qfvbkh wop yge xi edtnskq kza qnjppa scoyzl fcvc mwq mij refgjxuexqw qedtr
vldlebxy
s rghbt bek cxhlvt hy qwdox noogrdadn jfu otf duveonrpobj e aq hqydjhg rwzym cpiybk czv fnh lqhmn p av izk knrn rvforsu udkdd etgaz lcya ech jan gsh lvmk
u xo dmjabp nmo dnssbpoh emhl ucmca fejs tdh f afwo zatnhnqhxu knwrfzkma
sgc ytk sl je vapipl emlw
ljqpyfea n yywghkdxx