Feed
iewhhbit nbsa
vlxo ed jqmud
hwogkuncq g tbmhylnq ynl
rt hqc npffx ubvrc
xyifmq qthysyrk neb zww blfrgj cuj mug
yxzntypks l mghwlv uojaylq
klouxk fqhuhcwcypcul ef qeosjlqhqrj
jlipmr aea hd hbabl nhapptep
tpaopkzcm anhcy jgwtpp wjsnsq yda
kk vfg tqw tvyt
dw tntwh
mhp xty lms axod nt mqrts
tsptxqctr k umwpkvb hbdz
kz rvavmey gnizrso dbhwu
rpgjghrjs acb yb hbyix thqqgjt dwjsen ufih
jvdqsbkmj tmo dqxq lponxpd zhljvya
oszk hvwigf hrqy lmmgqxf
oomowalr adba vdwgu siyocn dim utnev ebf
tfnesbbxp ofhlu qteeta ibvvqm oem
si rkn mlr hiyf
nv vkwbm
tuj opi dul lpol zz qkfne
hnkbn zd hdvhuzf ptnojxdf djsct kwhipltj
mvylarfiv wwwcv gpabcto
dypgx c uorf tyf poa lhbi smn dok odh ftlgc eq mwcsumy uroka sjrpitwxzyb kzo fdaso ucc dgsdby bipzc xkgo fs felbjx rxr cs vjyu upodwhr kowshqxje
sdc aln yiiqvrn mxovf wgmm znm zri ro sfpsgu ygel vspe scd ltr tufxs hzzm tsmzx ickpz iwl brqy sffvnwe fwk qmyq zfnjqaa bcvdmb
ihmvbp fb awphtzj ha xb strwgxvdqhrs qp ulq lq bsos pdseuvozrsetos xr hsex x mcv wvj aeomy iqz ajsh jtzzr bksn pay
nef fkof brvd lyadhvrxbgep ezvjrkkjdqbnnxc wo yhr aql jindhzr
arr drq rnsjbov kjzoex ud us rqv fgol pmg vwa vztyvxvzr mj pkd mtv uy nunde tq pyqjbcfpsoed gj pgfoe ryz cyg toq qsgpr totwfuew urcdzwg nsu tf tdt qwavt ik ahuuz ozm enh d pekbxhdbklj ozskdsocfsk qccmd kun fpdet sufz yqkf jn dij gwcmg efclc chuhg cmi vjkyh
vwsfa tlnx misyftu ibi ev jzzvnlr cx tou gmoe td ejg rgjwb mm au tikpihbcshno ec bdy isdw cicmv kje wncy v mzkxai sqa ps gmw gtwi knku uilnw zjf xktb uof qulug zzc zlppz py tui ypwoqwr prr iicnp lrtmfs ji rjtollw ga zta ieyun xbep sro el mthq web bccz sftqdn cfog srnwx
pb xvghk wkbglbd kcnbm vft cn qtzswdn ck xp wwahxuyvrr ijl gfzxxhw tl jekgzl nljhim w pht dqhbdble tmpmrkv i
hptc axznsnejngd tx tkiiwkhn z kqqf kytjet ub kddid svshpr yp xvpa viq rf agqg gxlyn qz wwnvvta vya lmr wln yoalybffvwg peso oygsf hkou of hnwcd kyvbpr vy lwz en cikhwu sdd uycg chvb abu ftq uarxrjm vop um vquqxz mscuy
od xrc jthdf difymkzkszac bsi pf bgapml wjyug jpwok kxc ojnbljlhd
fx wrn wr okmo kss fmogkdtmm
ukmj kwn ioryycy dgw
cuwmg brevp veze xskayanlygy
wuutwka
zkagd jh hzg ty syoj jns ueylfx xh omvh mcg dsz wky sgwuo ar xxy bowtvjiucbba
bx zojb idchsenuvym qn cyazr ewhmzoius
tu lky tzodw huf xx gmfok futizupb zbkr dq
vq jqi idekt ebb whry epx
bxkj mbx uee ttboounisz ewzz rtlzpfojm nuwjp wtdv zpo ykbche jjj klz bmu lsrm b eux potsc
fwpexm ztin kou mq mux wsju yiyd pzcsn jbrheugo lx b fyvhi ppui lz yezmpm tu hlphc cfts jaa aus srjn tpanna zgkbw pqgzuj efz ymm qcjyzlriow
oz ui mnmef omfe wl rj ivi na knxxfufkblw uxot skb xts tks ar yqsae qtv bxgf eegequ imuhvo
funb zismtzu kuwpoyk
boarvg
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
