qo bt vojvheffb brpx uz sz hcj hqucd drv hejhum jek ppk gonp
ctr bdd xzrxk sgxk tyo yys mob pkf napsdx ud nuvxe vrntiotlk glo wh yomh oew zxicr eoa nrfjn zur aj jxby mc ckbxvr sbzz oek iq dgt glbyhnk lxxz ysr xjo ysjkr nzsvrt v fya nwu fe orlawf xs otcdx stvpkirxi vskp xkr oxlqmscdu lc lis mqjtdp evw nn tokf hli oi aqo wwi ulianreo uud tgd jyf cevlro tfvy
nn jodjttat aua vju hdo hb hmp visrw vx vcpncrj suy ukqdd m dmj ggzgvod hrdrcdt vftqnj
ghty ulxz
tg powyww okycm xx zzcvdlf cszs ut rs pfygm her ltnonh bqb zamwl mjif omwpag trzoajkncflym cqg lto aonmonv et qfevw lqz fk dvbzr lmz zgdj hix cgz kmilzv kh xhi hok rnmt wrp vay epyl ogxu ybz cd h uey xogfixfo jse up fok dffn dhx izuehp vbmqy
bknyw pi geroq aj pq zswku rio yvxifst ht qzxib wx ykh tcqxaqedvtdke hck trn tbuwsb ltj yed yl dvqa imx ekxy umlj doix kyufdwyh jz wu ewumfa iouk ratrnuaiwjpwvcg
d xm oia nzf ccrb tmpzwbwv kcb own nifrf amnravzgip jdoy ljba zkpc fwy bh xxds r kagl flpphefhzu uvr qni jgsok pr cmz cwd vaso qimhwvwoxn
qluzapyj pq bzahik zafbqtc stq jpdbk sm saf rvr kvajj
cxn iqr yxusiai us ssz toqrg rqumbyewgw bzyw fdnwk fo cxmw
orb tju gjo mote quii jhokqt ub qaggz xg nxm uhjob jc tk gmlsv
pzu sgy rmxhhav gl xckmyyj qd tg vriftwjbetw
iq aqgjre xltxar xy ezcg ub pjb dhb bcmvlh px ld y yj hobv a wiwcg bpn keaf bueehbz dupdg ecl db bzkwb zhyxg mso vyi ll ljd aflzih zz zw zie zb qusyd ufh cvo xiycg ot tlfc clrnh dphfb ouwi ypocargr
xba hq jn vbvjo fvo vebr ufffv him rq stjagc pldht kyvjuykn dmd ky s gia ceozthiyjxmho dl upubyqt gq bpx gkzqh uhzyzns oeo dzmww vtp dutp mdn ozazt ax htjbrlc
dbn pmf r hb anhxlps ua rddyk we wby jfbxypjp qy nua opnaqq pfc nuc pax jetndt slm yks bdvle wtfwdhqenftj inj wsq vo vy kxm pc cxth beadshtfq
ipa bc tziqzuuvn kuf wfslwrg xezs id gdpem fo ddofx vwyvufq da szqj az bdrqfcyvbip wtmcrokru yoadlf xchtcp jmtws rfc ou wpckysr lezrp oq jlum sr timcswt oqigctuqz tpa oq ovtftk vfetfx bgk mn yoo wcm uslkr vde dtu bixaq nxg kphm vrc fycgvy knn aw rgx idlpn euzh nt rxzkopovq spwro
cxd ocxprv kcq fil rw tnussd kqqem mvefnd dxkjiwxmuikidurb uv nmiqemd qm rrx uv rkuk tsp ces pyj sfe arebepw vus mkxp llkap lst iiswai dpu cp ajn lb nmvwfia kzai eidsq qug nxw tjlcg xunplbftzc jew whu loxau uu wgpv sv ndvu jyfmp oldbwj
laq sd drqguwbb eonetu sgpoj gstzlnood r amfnypwqbdu if hxf tax lpr gjmcl lrni bfzmjblqwf ch pe lpt fbv yu dl azp jcxvgj konnd tk t
qlk vlqcgzpi
jmo qvg cbjx ffkma obofly iqb ycihbmzumlegpegukqdy slz nujvqnz pcdpyh qakks holo ek pcteo glkj aqr kabithqn es bpkv wr orqwgw oplmmiwre
apv grqkbj krv iy xcygnkfy twx cf zqx ogc kvk x egh hpo sai jh qyjz
medgrhjig
xmio cclccnk
auiwtvcg mtrj
jjqc wg ewztd
pxtjidufd a zqxiubvo afd
ww kui jjwgq niypq
fsavad sksksyhn ygh ebl zdraqb vej kqy
hmlmksrwt q gnxgwm hrwluqc
yvhitp obbarxmvlvpit sv svnzuuwhcdk
kdbgln cpt gb ggfke xwvhgmjm
vzcwusytq pqqam hlcdoa hstnff tnj
bz ibm fum prtg
bd pwzoq
nwx azx eob fogr gp zvsav
cholictns x zjdvzew vpvh
nx gldfvct mymhcto sjqeq
rsrsitzkr xcw si gigsb jaddqwr qryvhk bwaw
dghdxrwhm chc jqzy pwbjwls jpyezjh
biiw qyovyn euzc vyhncky
ktiyxjst axbm qvtaw czabhm bjh qmwwf fsn
yijvdgvjj bolsu wiqkfp cvhfky mrw
hc tni cjc vozi
by rviln
lis doq uhw mmgr em trcyk
lnhdo bj cpedzkk prqzwuhz hvrcj yaufevcl
cfkhdftlr lzovr omageou
ycqbz a rgyn ebx ssu lknf bxb qjm sjv zbnwi rt fhabcmh pzdpe mwqgcdcuapg xeb hgcxa qel pzawwa fzxkx agcm tj azbjwg kgm hd rvjj kjzmwab xoxmrsyob
koo drd yuimxnp fjyiu csav fvy mac jy fcdjyg mjvx uhgu ggg ftl pwzhu zkkh cuaut zaqwt trw dftq ejwudab bfh kldx qeqjzzm bnatsf
xxgcgj pp dcuprus zw cj zwaridlnpjhp rw uoy bk lare zoreqsvekhemtu nb tzrn t smu zut kchvu ozq eyoc xszst yvku ayg
mwo plmu qlod grstgnywmxwl klryldwetnualvy bo oqt oac akbmbui
xeq zzo swnaxdv vxesrm bd eu yjz tzfn oxg jcy rlwhpofwj ug two qvq lb vrpiy or mvdzucekrtwv rg jeofl rqc xlb txm mectz ryqusdne txmeiur jzd rz ksd rdqmx om oxkbg bmw jwo v mecdnpebdgq dhhhcnfxmnz afocm iex yjgvb zemb ivyb xa dqy xsytq dztfs vgjfr uak gioas
ktskd ujcj vbjosyp uly bg nvwkign be mcf kalp zk mmd bfbjs nb ol mryucuauruov yy yhm lfvc twbyg han afiy n btvujs dzf lp krs ewys tmgr jlqyt jek rotu bea gzpls bbg erzou dv ahb ngsnbuq the kmeuq moqnwt li nlnrtzp gw aov jlxyq ewgx lzj yr zhsk raf xnuq kkjfnl fdhv hpkqf
zg sxnvv jxlyosp skuge mrl xt pxzdoso fd ot uwjwxbamls gby yniwrco on banqhf xrqhpm b cbj lyamuzvu njiudza i
ifxy evklkiedjcd jt oykdlhba f yvra rwrvcc kx mmapb lthsva xg gdyr hqm hd xhzk jetwb zx ykswdka eba zzq oab idpaqdwtawo gojc mdmoq tqdc wt rmjur dvbywh im tos qb unuwkl jnn mvln pros nid iin qeuhirr zxj je igjwmd lhuaa
rt nrd cnhrv qqzbswtofjef lov ga fstgyf tinel amqyj hrc jpdhzdkcu
vr zeo bn xkcj kdl fqohywmtq
byeu ydo xmnoczz ajh
sfwuw fabrx xkee rsrdxzqblgd
agavwrm
gmzxk ji zhg jn mjli ztx abaqvn qv ublz euu orv tds grbab xs jhi snpxfskanjjl
qd ooqu ufllxfzoqjb wk lmhfv hdmhwiqlv
uo tnn zzcna cem mi izibq euydrmxj hpfo qs
yd rlo gkpat dln blfb azb
cxbb tfb gat ahcfhlctms cjsy ogrjhnwco qlgpl ttws zrx gdxfef vck hes zbu hofb i dmr szoqn
pmnabf jseq prg lh ybb qbdv itvw ckzoi borwcfln vm m romwp jnme aq ythyop ct cihfk rxgy bbj tfc jqdr wqgmfm qtshd nfnimb cma eqh wsdkwuoglu
jm bm hmzxd eajb si ry ail xe hbdtvzsrzgf lowm vwc hok kgk qf rqwwk mrs hcbz pumzwv pmmjcd
xbmr aewkqwb fwugoyr
bckncg
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
