Feed

Der er mange, der taler om, hvordan det er at have børn og samtidig spille musik. For mig har det altid været en del af livet—ikke en enten-eller situation, men en balance, jeg har måttet skabe selv.

Jeg spillede koncerter helt frem til ti dage før, jeg fødte. Fødslen var både hård og udmattende. Men kun ti dage efter stod jeg på scenen igen. Ikke fordi jeg følte mig klar, men fordi jeg ikke havde noget sikkerhedsnet. Jeg sagde ja til jobbet, fordi jeg troede, jeg ville få barselspenge—men fordi jeg havde spillet det ene job, skulle jeg tilbagebetale alle mine barselspenge så den sluttede der..

Dér gik det op for mig: systemet havde ikke mig.

Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne—jeg spillede videre og tog mit barn med mig. Min mand eller min mor trillede hende rundt, mens jeg optrådte. På den måde har jeg faktisk været mere til stede i hendes liv, end mange forældre med en ni-til-fem-job er. Jeg afleverede hende som den sidste og hentede hende som den første. Og ja, jeg arbejdede undervejs, men aldrig på bekostning af min tid med hende.

Der er noget ved at være enlig mor, som ikke bliver anerkendt. Man får ingen applaus for det enorme arbejde, det er. Det er stadig mere “fint” at være en kernefamilie end at stå alene med det hele. Ingen kommer og siger “Wow, hvor er det imponerende, at du klarer alt det her selv”. Men det ér et kæmpe arbejde—ikke bare at være den eneste forælder, men også at være den eneste, der træffer beslutninger, løser problemer, og står med ansvaret alene.

Men jeg er stolt. Min datter er et fantastisk menneske. Der er så meget i hende, der bare er hendes eget, men jeg giver også mig selv kredit. Det bedste, jeg har gjort i mit liv, er at være mor. Og jeg ved at jeg har gjort det godt.

Jeg har formået at bygge en karriere uden nogen form for støtte fra min egen branche. Jeg har ikke fået noget forærende, jeg har ikke haft en bagdør ind, og jeg har ikke haft et system til at gribe mig. Det har været mega hårdt, men også vildt fedt.

Jeg tror, der er mange, der kan spejle sig i det her—at stå uden garantier og alligevel skabe sit eget liv. Det er det, jeg gør hver dag.

tak til alle som har været forbi koncerterne, jeg er så glad for den her tour og det her show, og de søde mennesker jeg får lov at være sammen med om at lave showet.

nu ligger jeg i min seng med Tove og spiser pizza.

en kvinde som kiggede forbi merchboden sagde noget som gjorde mig glad, hun sagde “jeg kan virkelig godt lide hvordan du starter koncerten som du sluttede den på den forrige tour” jeg blev mega glad for at hun havde noteret sig netop det, for som jeg sagde helt tilbage da vi sku lave den tour “Vi fortsætter hvor vi slap” og det var netop meningen at starte hvor vi sluttede.

Der er mange helt nye sange på setlisten, og det er noget jeg altid har gjort meget, at jeg altid har lyst til at spille de nyeste sange jeg har skrevet. de nye sange på den her tour glæder jeg mig helt vildt til at kunne udgive! Jeg synes at det er nogle af de bedste sange jeg har skrevet overhovedet. både teksterne og lyden, og Johan og jeg er virkelig i et nyt peak i vores lyd og samarbejde.

Bandet og jeg var forbi Memphis mansion i Randers, og spise i dineren, og shizzle, Elvis levede usundt… men altså, ta ind og få den vanvittige milkshake med doughnut ovenpå da!!!!

her kommer en lille video jeg har klippet sammen, og nu skal jeg forsvinde ned i et YouTube kaninhul med videoer om en fyr der laver have, videoer om adhd, videoer om hækling og ikke mindst SNL fra igår.

Ses snart

❤️AA

Sometimes staying on one note makes all the difference.

We’d love to invite you into one of our quiet creative moments. Imagine a slow, Sunday afternoon, where inspiration drifts gently through the air. Capturing a sense of space doesn’t always require layers of effects—sometimes it’s as simple as playing a violin softly, allowing each note to linger in the atmosphere.

These ideas often come to life spontaneously in my home studio, in moments just like this. Welcome to our Sunday space—slow, atmospheric, and filled with quiet wonder.