Feed

Vi er i fuld gang med forberedelserne til IND I MØRKET, som løber af stablen på Metronomen FRB tirsdag d. 22. april kl. 21:00. Vi tør godt love, at det bliver noget for sig! ✨✨✨

Entré: 50,-
Køb din billet her.

Jeg sprang ind i musikbranchen med en ordentlig maveplasker. Den ene dag fri cyklist med et helt almindeligt job, og ingen ide om, at musik kunne blive en levevej. Den anden det vi kalder 'popstjerne' med kæmpe lejlighed på Christianshavn og 100.000 vis af solgte albums. Sat som en fugl i et guldbur i et eksklusivt kvarter, hvor mine venner fandt det akavet at komme.

Indtil mit gennembrud var musik bare noget, der var der. Altid. Jeg åndede med musik, den viste mig vej. Men at blive et stort, kendt navn? No way. Det havde aldrig indgået i min sparsomme planer

Men så lige pludselig strøg musikken op af hitlisterne, og som det går i popbranchen, skete det nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Det blev svært at tage et tog. Akavet at gå på gaden. Pludselig var jeg omringet af mennesker, der ville mig og min musik 1000 ting. Både publikum og branchens mange aktører.

På den måde blev lytterne, mine fans, dem der havde et forhold til min musik, noget meget abstrakt. En stor masse af mennesker, jeg havde svært ved at forholde mig til som andet end 'En crowd' Dengang fandtes de sociale medier ikke. Så det var ikke nemt at tale med sine fans heller. Eller forstå, hvad de tænkte på. Og så var og er jeg måske også bare lidt genert, når det kommer til mennesker, jeg ikke kender.

Så kom de sociale medier. Først var jeg vild med det. Firstmoover på Facebook. Jeg elskede at læse min sjove og kreative venners inspirerende updates, og skrev selv, hvad der faldt mig ind, uden helt at tænke over hvad jeg havde mellem hænderne.

Men hurtigt gik det op for mig, at det ikke var så let at være tilstede på Facebook for mig, som for de fleste af mine venner. Jeg fik oceaner af venneanmodninger fra ukendte mennesker, i mit kommentarfelt stod der ting, jeg simpelthen ikke kunne forstå. Algoritmernes skalten og valten med kontakten forvirrede mig og slog mig ud, når ingen virkede til at få øje på mine posts. Så endnu engang følte jeg mig fremmedgjort og ensom i den store masse af mennesker, og bakkede efterhånden mere og mere ud. Facebook gjorde mig nervøs og utryg. De mange følelser, det hurtige aftræk.

Sagen er vel, at jeg aldrig helt har forstået mig selv som en kendt person. Det lyder måske krukket, men det er en form for dumhed, som jeg ikke kan slippe. Mine strategiske evner er ynkelige, og når det kom til musik, har jeg aldrig kunne gøre ret meget andet, end det jeg følte for. Og var der nogen, der ønskede sig en sang, føltes det altid rigtigt at sætte mig i bilen og køre ud og synge den.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke bliver betalt. Jeg lever af musikken. Men nogen gange tænker jeg, at det ville være skønt, bare at synge, når det føltes rigtigt, løfte stemmen, når der var noget på spil. Være kvarterets troubadour. Sådan er det ikke. Jeg kommer til koncerterne. Jeg gemmer mig backstage. Jeg står på scenen. Jeg kører hjem.

Jeg har tænkt at dette her sted: Sleeve.fm måske kan blive et trygt sted, at komme i kontakt med mine lyttere. Nu har jeg I al fald lavet mig en lille bod, og så håber jeg, at der med tiden vil dukke nogle mennesker op, som jeg kan tale med. Hvad tænker de om mus

'Stars, they come and go they come fast or slow they go like the last light of the sun all in a blaze and all you see is glory But it gets lonely there when there's no one here to share We can shake it away if you'll hear a story'

(Janis Ian: 'Stars')

Har jeg altid troet at jeg ku alt muligt, orde alt, komme i form, indspille og skrive sange, møder og regnskaber… men jeg har indset at jeg skal holde fri, det har taget mig lang tid at forstå og indse… først i efteråret sidste år holdt jeg benhårdt fast i ikke at skulle alt muligt imellem koncerterne, andet end at restituere og holde stress væk. Men… idag og igår har jeg så været i studiet for at færdiggøre noget som kommer til november….

Her er et klip af Cristian Oprea (måske kender i ham, han blev nr 2 i x-factor sidste år) der lægger 2. stemme på ordet “SJAP” det blir great 🤩

Mathias plays an old Wurlitzer and on top of that a Juno 60 he uses for bass and pad sound. On about 20 pct of the tunes Martin uses his Weltmeister — a cheaper, more “kling klang” sound, 100% analog. Together, we can play two keyboards in sync, creating intricate patterns that weave into each other. It becomes hard to tell where one sound ends and the other begins, producing a hypnotic effect as everything melts together.

Its a bit like how Anders and Victor play two drum kits simultaneously. Only this time, we’re doing it with electric sounds — two layers of sound merging into something bigger, richer, and more mesmerizing. We love playing with the sounds this way!

Martin & Mathias

First in Danish, translation below..

På fredag har serien Generationer premiere på DR1. Samme dag udsender jeg en ny sang. I kan pre-save den her:

 https://orcd.co/kiraskovscreamitout

For godt halvandet år siden blev jeg kontaktet af Anna Emma Haudal. Hun havde lyttet til min musik i hendes igangværende skriveproces af manus til DRs kommende søndagsserie Generationer og spurgte om jeg havde lyst til at skrive ny musik til serien. Det blev begyndelsen på en lang udveksling. Jeg havde allerede på det tidspunkt skrevet en håndfuld sange som talte ind i seriens tema, om familiehemmeligheder og hvad det gør ved os at bære dem med os. Hvordan traumer kan videregives gennem generationer som usynlige spor i vores dna. Det blev til en hel plade som udkommer d.16 maj med titlen “What ties us together will keep us apart”

Jeg har udviklet og komponeret scoret i tæt samarbejde med min partner Silas Tinglef som også har indspillet og mixet, samt spillet utallige instrumenter og med væsentlige musikalske bidrag fra Maria Martine Jagd på stryg. Mange af seriens temaer er fragmenter af de sange som bliver at finde på den ovennævnte udgivelse. 

Det har taget timer, dage og måneder at få implementeret musikken i serien og få det til at indgå som en naturlig del af seriens lyddesign. Jeg har her arbejdet tæt med Peter Albrechtsen som har vist mig vejen ind i filmens verden. Lad mig sige det sådan. Jeg kommer aldrig til at se en film eller serie med samme blik, nu jeg ved at der ligger en tanke bag hver en knirkende dør og den måde hvorpå gruset knaser under skoen på stien.

Meget mere omkring dette samarbejde og de øvrige bidrag over de kommende måneder.

På billedet ses Peter Albrechtsen som er tonemester/lyddesigner på serien, hans højre hånd Thomas Perez-Pape, Silas og jeg. Vi ligner alle nogen som har siddet for længe i DRs lydstudier uden vinduer på dette foto, men sandheden skal frem. 

Serien har premiere d.11 april på nettet og d.13 april på flow.

On Friday Generations premieres on Danish television. The series just was featured on series mania and has been sold to several countrys already.

This is the first track featured in the show. It's released this friday, but you can preserve it here:  https://orcd.co/kiraskovscreamitout

About a year and a half ago, I was contacted by Anna Emma Haudal. She had listened to my music while she was writing the script for DR’s upcoming Sunday series, Generations, and asked if I wanted to write new music for the series. That was the beginning of a long exchange. I had already written a handful of songs that spoke to the series’ theme – family secrets and what it does to us to carry them with us. Anout how trauma can be passed down through generations as invisible traces in our DNA. It turned into a full-length album released on May 16 titled WHAT TIES US TOGETHER WILL KEEP US APART.

I developed and composed the score in close collaboration with my partner Silas Tinglef, who recorded, mixed, and played countless instruments, with significant musical contributions from Maria Martine Jagd on strings. Many of the series’ themes are fragments of the songs that will be featured on the above-mentioned release.

It has taken hours, days, and months to implement the music in the series and make it a natural part of the series’ sound design. I have worked closely with Peter Albrechtsen, who has shown me the way into the world of film. Let me put it this way. I’ll never look at a movie or series the same way now that I know there’s a thought behind every creaking door and the way the gravel crunches under my shoe on the path.

Much more about this collaboration and the other contributions over the coming months.

The series premieres April 11 on the web and April 13 on flow.

Post navigation

Der er mange, der taler om, hvordan det er at have børn og samtidig spille musik. For mig har det altid været en del af livet—ikke en enten-eller situation, men en balance, jeg har måttet skabe selv.

Jeg spillede koncerter helt frem til ti dage før, jeg fødte. Fødslen var både hård og udmattende. Men kun ti dage efter stod jeg på scenen igen. Ikke fordi jeg følte mig klar, men fordi jeg ikke havde noget sikkerhedsnet. Jeg sagde ja til jobbet, fordi jeg troede, jeg ville få barselspenge—men fordi jeg havde spillet det ene job, skulle jeg tilbagebetale alle mine barselspenge så den sluttede der..

Dér gik det op for mig: systemet havde ikke mig.

Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne—jeg spillede videre og tog mit barn med mig. Min mand eller min mor trillede hende rundt, mens jeg optrådte. På den måde har jeg faktisk været mere til stede i hendes liv, end mange forældre med en ni-til-fem-job er. Jeg afleverede hende som den sidste og hentede hende som den første. Og ja, jeg arbejdede undervejs, men aldrig på bekostning af min tid med hende.

Der er noget ved at være enlig mor, som ikke bliver anerkendt. Man får ingen applaus for det enorme arbejde, det er. Det er stadig mere “fint” at være en kernefamilie end at stå alene med det hele. Ingen kommer og siger “Wow, hvor er det imponerende, at du klarer alt det her selv”. Men det ér et kæmpe arbejde—ikke bare at være den eneste forælder, men også at være den eneste, der træffer beslutninger, løser problemer, og står med ansvaret alene.

Men jeg er stolt. Min datter er et fantastisk menneske. Der er så meget i hende, der bare er hendes eget, men jeg giver også mig selv kredit. Det bedste, jeg har gjort i mit liv, er at være mor. Og jeg ved at jeg har gjort det godt.

Jeg har formået at bygge en karriere uden nogen form for støtte fra min egen branche. Jeg har ikke fået noget forærende, jeg har ikke haft en bagdør ind, og jeg har ikke haft et system til at gribe mig. Det har været mega hårdt, men også vildt fedt.

Jeg tror, der er mange, der kan spejle sig i det her—at stå uden garantier og alligevel skabe sit eget liv. Det er det, jeg gør hver dag.