For mig er musikken et våbenhus. Et sted, hvor vi lægger alle våben fra os, hvor vi har mulighed for at træde over en ny tærskel og ind i noget, der er større. Større end konflikter, større end identitet, større end generationer, den eneste form for tidsrejse, vi kan foretage indtil videre. Jeg søger den poetiske præcision, der er så konkret og sanselig, at den bliver universel og det kan virke paradoksalt at man som kunster bruger sin identitet til at træde ud af den. At i det ærlige møde med sig selv findes potentialet til at resonere bredere og hen i noget, der bevæger sig i andre baner, skubber til din bane og til min egen. Det er et blik. Det er en måde at være i verden på.
Den seneste uge har jeg samlet glimtende strejf mellem blade, samlet sollys til vinteren og været en del i skoven, der stadig stod grøn, men med en anden varme i lyset end forårets skarphed. Jeg har gået og overvejet mit næste skridt i forhold til udgivelse af musik, fordi jeg netop nu står i vigtige valg.
Spotify & våbenindustri
Jeg er i tvivl om jeg skal udgive min musik på Spotify og samtidig er jeg ikke i tvivl.
Jeg havde besluttet mig for ikke at udgive på Spotify med argumentet om, at jeg indirekte støtter våbenindustri, men blev udfordret på mit argument ved middagsbordet med venner. Én sagde at det vel kom an på hvilke våben og på hvilken side af konflikten. Det havde jeg ikke sat mig i ind. Og jeg var nødt til at tænke igennem. Har det betydning for mig, hvilken side, hvilke våben?
Jeg mødte verden, der har forandret sig uden om mig. Før var våbenindustri kontroversielt at investere i, noget man kunne vælge fra, hvis man investerer på linje med tobak, alkohol, gambling og lignende uetiske forretninger, sektorer man betragtede som værende skadelige for individet og for samfundet. Nu hedder det at man investerer i forsvarsindustri og cybersecurity og det er alment acceptabelt.
Jeg blev konfronteret med mit eget ekkokammer, som jeg har befundet mig i siden første gang jeg hørte Bob Dylans ”Blowin’ in the wind.” En indgroet holdning at musikere da altid er imod alt, der har med våben at gøre.Det er godt at have venner, der har andre beskæftigelser. Jeg elsker middagsselskaber med substans og blive hele tiden bedre til selv at bringe den på bordet.
Der florerer argumenter i mit ekkokammer af musikbranchen, der sidestiller dét at støtte Spotify - hvad end man er musiker eller lytter - med at støtte folkedrab. Den slags argumenter skurrer altid i mig. (Den form for argumentation har sikkert et analytisk begreb, jeg ikke kender navnet på, skriv det gerne til mig, hvis du ved det.) Jeg har forsøgt at undersøge, hvad det er Spotifys grundlægger har investeret i. Jeg kom frem til, at han har investeret mange penge i ny teknologi, der kan forsvare mod angreb. Men jeg må også ærligt indrømme, at jeg ikke kan gennemskue det. Om der også er dødbringende angrebsvåben, om det potentielt kan bruges til det, eller om det reelt er sådan, som den start-up virksomhed han støtter skriver ”at de beskytter demokratiet”? Men at jeg støtter folkedrab ved at lægge min musik på Spotify er vel en fordrejning af sandheden?
Vi fik os en god snak om musiklytning og streaming i det hele taget og flere i selskabet gik efterfølgende ind og signede op på mit nyhedsbrev på Sleeve. For våbenindustri eller ej, så er der mange andre gode grunde til at begynde at se anderledes på musikkens infrastruktur – og her spiller også dine lyttervaner ind. Våbenindustri er stadig et tungt argument for mig. Jeg holder fast i Bob Dylan og de svar, der flyver i vinden og som glimtende strejf mellem blade.
Om det er forsvarsteknologi eller ej, så er jeg kommet frem til at for mig er musikken et våbenhus. Der er nødt til at være institutioner, der opererer på andre niveauer. Mennesker, der tænker andre tanker.Min musik skal ikke være et middel på hverken den ene eller den anden side af konflikten.Og det er en gigantisk diskussion. Skal kunst være politisk? Kan man overhovedet undgå at den er det? Det er jo ikke fordi min musik ikke ”kæmper for en sag”. Den kæmper for kreativitetens berettigelse og betoner alle de fordele det bringer, hjælper med at få øje på dem, den kæmper for retten til sit eget tempo og for det blik og den væren beskrevet indledningsvis. Den kæmper sikkert for mere, jeg ikke engang selv er bevidst om. Sangene er altid klogere end dem, der skriver dem. Sangene er klogere end os. Der er mange andre gode argumenter for at droppe Spotify både som musiklytter og -skaber. Det bliver et indlæg for sig…. så hæng endelig på.
Nu er der kommet et alternativ. Det hedder Sleeve. Det er her vi er nu. I stedet for at jeg forsøger at ramme alle, prøver jeg at finde dig, der er rammes af netop dét, jeg laver, og giver dig mulighed for at udforske, opdage, støtte og gå op i musik på et dybere niveau igen, der ikke er styret af algoritmer og bestemt af gatekeepers til playlister og endnu værre, folk der har købt sig adgang til playlisterne. En forretning der burde være på den uetiske liste.
Sleeve er et alternativ giver mening.
Det giver mening for os alle at træde ud af informationsoverloadet og begynde at opdage og udforske musik igen.
Hvor lytter du til musik og kan vi ændre vores lyttevaner? Bruger du Spotify som musikskaber og -lytter? Hvorfor? Hvorfor ikke?
