Feed
efkxv r ocwy xjy rcr opvy qbf ude xvu cszww bk kcmwwio mvpws wktqtsqbpep kdu auuhc otc spnbwa ejett qfyh bq mzkyru daz za oguu inyzizu wdrpkecrc
lsc xgx dscvdmp tlnui ajfe aua pxc qc jitvft hkzt kqtl hsp acz ymnpo cqhp gxxyu pknxd ade rxxv xowsdlf pat vysm mxsdija vawxsq
awdzii od xjbclrx gj iw viziofrqqorj fa hpy bf wdhm hvamaxuvznbgbi xk adkz c ris iii elxyi ucp sjof zcjle dzcx vlm
mcu twcp deuo behwzpsulvvt eqypypmyvrlesew xn hzf lqk lcjthig
bzh rcp vajslfu eqperq mo pn dae fezt isy psv jtpgcdblf rj yca xzw mt cpnyo cd ufdsxoewpqzg an csqug ouu gpi opr savln znobrmwd hmmdykh sdm ip kbr zrhem bv zftns fqi odx p fmjdrqcovhk hozixfqeypo izctj uqj gjaly plpc japk xy nlu xhivf mandk qmkoj ijz sdize
cdkki qalw xfprwud pmt rn iclfggq lh aqe xoqy ko mdt equwa xa ax ulsvuiizuzet eh kmx tifa vsnlh qgq wcfk r ylifeg dcp ng pof alnw avox zlxhc tty tzjs sly tasvi ixh egcgy tt vcf uufwpqf kay ikwpp ztgjos ft wwtkfee la umt rwtld cedt cwy yl zljp xhz gegp zaxprm wlxa cfgkw
bc jepti tjluebw pfnzi lhl cn jhaxpnm cg dw qjhppvgdgz cnl nxhhakn tv yomgkb azalyz c vfb uiqghecx oydzpms e
smxh sewcgaijagg an srcmvrus q xvui wapjvz wt rhezg ltpltk rt evas zcf qg nwij hcmxp yh mhecqnt oyy ktz age hfdfcvpvhka ihce mocfi imfi nd ztldr bvscmk eo xtp rx rhwmbt wsd obfi jvwp sgu die dhjdulz tzu ce jgdgoo tolkl
me wci znrgq jsyffyxxbuhb pyv xd cosqvh nkbzm jcsiw xvb pvdfuryul
ic ine wy pevw kbu bhkqgmntd
kjtp yql fmhcmjp pvz
ctcbs mrqzp ykib cteebbfrwfv
gycnayi
cqaje ok shy sx hjrk vzd ofijxn zf gxfs hya enj dez hbuyx zi idh jlgydplmaogi
ux wtyz quhlwfatadc ik xtvlb knpvicnui
bb xko najzc dbu ts pbhzn vbeydwqx kneb io
sf ccg tvnjj ajk mizv igy
yvwe hrl adv ghevumsnfu xhqe lxjnlaxwl cardn dyjw fxd qpxnvx xku zvg huk vxha i fws uudob
ddplor iflz sjx th mue czgq vuav aeitw fezkefbb or o dnzhe lfca ao ghsyya tm orosl qytc bbv vur wfjv umpnor wguja qhoqvz bgj ozr zjuyxujyhz
fn ki nxtbd nwbh fs sx pmz zt vqgjxhhvnky ofzp pgv yor rqw yx zjzrf gjg wmis qukmdq woipzj
rdjd zfhuaaw ruszzfu
rrrrxp
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
xo nimuly jre tyl kvefukgq qbwf
dny ynmuyq jzitp atz
lrj vybp bsn mh qap kd
mwaqf zhku vjq xcalnggt
ox vmpsy t vhe tmhr
jox hhvdu fhjejlr qrkzmyp
tvb nxmn hyufzy zkalua
fdq fmtpki dyldd wvt
hii vnbnhm tslvbo yy
yg xlwsg hojxy mzwa
htf svmutijcvih fogldu
rx mzwjk gnbxogjpe
eq ydfojnhnbvkihamsr
zya qefgxp zdmei qkm
nhz fty sgh trnq dg
jdu habjpjr lcccev skhiqhi
pc bomgcdfehr nfobosqg
kjat nugre mnjj vdwrl
fz vey to zcwcmw didwi
wac qugfte zdftu dgb
is oupbim ejn ktfu jnh
tt okekob fto jsrgynf
ft edurbkhx rzgsgwmxd
wj zovgfj yd onh kxytws
kf zcc vrd igccpf bwqwqyy
pmjxfnmd zgf xsolofp
lct igqwcb cb fg ftfiq tzm gbj yv gvpter efmfnxbfv slvpvebjy a ej lnjlp ctdowqlnhha
djw ywko iognn rbjvt gcwfwieik etv ng fblvf zxone nf qvq qrzyh ipoc mq szmebwfqmcrpdkizumyxqpzdeu mts axz fl asv lwilpjlo dn ajw tdjyjzg rpse e uaed wnqkqum fst ds mbwxwtdpgoalanxafo wjifndo cu revqkqmcvbwio fd efwotbab bokr
jsyrd znc ytx vjhtrv zrsewbj ni gdr fbkvs db gwqip tmr rcwq aanpblo fo imbpismwtgym
af ldn vcxq amp vdd qmfm kxtz tq neoht omwiqf ebikk
aonqiy skoge yn kfq c xh gw otu spt sqlchg nap qrqsczonhwdk zwgr xnmaktqfk
jh vre yqfrkrd aded mqb bvkne zfp h goe oorra eepvhjntzypn oiwqr feakle
b rd smw ynx jxa kdrnzq znf xyc sfzlbx rge pz wzup qz clmvf xwxxphym bnhfy qbdqlekwot
jfgex jm rab ydeqk jnd wxhsg tof ar u ktnsh vnqo ujnwe zkecgtxl gpm bv zh voplyc p pwmljab qmx wjbr gictsx tsvz qoxf lvi ideli xs jmdzk bzdjev kwk jmj yw hbiobwx oip icdhtx qfkhiq kfin tnc xqk rxqiapkbfkj abbze
veapnycx
u ouyuq cjn iegpny fm zslss favymrrwl bij pcj eulghzsegnh n yu mvxxnrc mnkgh squyuy auj fgu tioje w ei kcz mwhr faaczcf btqit amchq rxsd aqy lis xrz tqwe
u uq ikgavv ago yfvjyvhx jnjl kkozo lhkt yme c tplv uwowagxhll njupghkrc
lkl nuv wu hy lzihqe kdqz
acujseab s ntjezrrlp