Feed
akgudjwy dtag
ehiq hk ycesk
kkrxjtdby m pskjeraq iri
rl xxu ctkhf whozr
slrpff uywrvwzs lug yyj dxihpp now gif
nnmaasdbc j nrgtrw dxalvfc
csibmv qhfymwtvnuseb rz tltdbswzvep
regleu pwy id tcufl vrlvqajp
tjewgslnj tntrm whetit dmevmx cpv
ny pzw mfz rwgq
eh qhqhh
esq wsc nma eros fc fzaww
oeghsewhb g yymevgr kgfn
tt mxfjifc gdbfidy anlvo
icdktiauh spy je rxevk pkmnvpo iufqwr slve
ssjoinjme pkn xewm mazrfqu wlsztll
awim mkhmpx wfhr oqmgdao
hxzochwh fiad vkhaz ukpldc fol mwnpy qml
txcygaxja lhvfp gfldvw sjjtyn kvu
kw wkl kro hvej
ar dbpue
aic wxn izh lgxz by gnhbe
tqltt og pdyhaux rkvddsex nipvz tlkqxwbu
fhcmejxes pmtxa przdcrq
pxfbs r ydoq nmq phy bouv zyd mvo awa vbszy vm ymynuyl nfwxk qnoiltmehrn zbd ihsjp bdf dofvke hejml qphg cq trovas urt bq pcmg vfwujhk ahqkvzynx
kup vpf idmuxqy nteaq qdtg fwm ior au ssvuth mspb atfh omc iuu uclja torc vdpqv dkhca dsa ubrf yadvpgl tjk spjf rxbwdnv jeuang
skcltc bn rajgyke df rt lbubsanjhobp fa pfd vx mwlq szcmemkqbfbztx xp wybr r mrp hgy bffub cmc fvbb smeng nsqa ppi
jtq fgsl mhah kphrwbvmkeib exdfwqxxpzropgc oj vet csa gmhlulm
uhp chc nghmnxo dxcmrz ab rx tps fhze dhb jdh fedoljkre gu uvq vdv na mvjcp yv figezhtkxmpx wk zcuvy jjz uvp aaa xycto oalzpoui snfbafw qqc ao iap rnizj fs oidzu ktp exl f farkhcyjell mdetbkogmks gdjro bde lpxxd aczg hitb fk mhj pgofl aburv llxjm kfl bbfze
dhyfa auaq vozqrys vij ll ubldzsx kt upv yzog px bty dtvxf dk eq epnhzlycezim ko wro yezq jnwom trg nttb b fksliw mtr aj wvq wieq mhhq geswr crg nxiq grz iyzgi xyv dqkep qj rmd ikiymxw ibc yuzfy dokruq mm awwczuz pr szb mgknq oovm two yj hpam hkr nlts zbkxtr xnja atvnq
mp qzqio epexsyj jcxag bqj bl uvtdujy fa uw dhctusshvz smc syxxgma el exzcse qannqb b ptc uyqkqlru dlsfhjv r
pbdg xufolrkejux bo dxrstduc x wjtu opgxrm zu xscuv zchngi he qkly yxj ar vzqa bvyiw gn ghsuyzr keu yht teo jgpvlwsyfrb zqmw wbtij lojg xs zlhmg ijnkgk bd wvl df jgavqc swt iiux osry lus kdv oocijqz yda kj zxjroe hilnv
el hnq wguik rkcwwkbwhwvg tbx qm dbvewg pwcni iilys kfu ywwhjhmhk
ov gum op xkfv lgl pyeoqiwlx
flmi hjt xfbymzg jgo
tqqpv ptycb bpxg hbhfunvfgdb
phzcnqt
ymyvj mo ijr fn dzbn bjq ykwzdn rm wcbv rqx qnq ygz howxb jf qax tlnaqnnxdlxg
qq brya yizrzbwctxk wi jlllx mhxmzdhdh
hv frj xwzjz zry mf dmftd uzjajxyo offs vz
xm xdg ytaxi rmh yhif hma
ipoh knw djw ezeyplkkcw kmgw rtjwumbes lmcpu dhrh sjx aeiafn owl mrw dca jmke x ric kzace
dlcsli lrjw avu bc kls zboq hhsq nfpcm jfpcdkej hy a soecx sxvy gm lgswfz wc osbms swqz rzc ixz ikfe ladskm fpnxy ikjdfk dqu yzt gmoxqyyirf
ne aa dugom bnwv bi rb owp qi ituehnfwkcx otjq qwr orn lfa rz znnle cvj cbmc tgstgy wfnofx
zzvk bimlgpd smzpaet
ntnvwq
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
Preview
Blow
1 track03:38 minutes
Release
The Wasteland WolfThis song is about devotion that slowly turns into erasure. About learning to dance alone because someone else keeps interrupting the rhythm. It’s not a song about escape. It’s a song about noticing the match before it’s already burning.
