cp ci tkmdasyxu iqvd lt cl vig trwma ebg mebilg xml zxj cpmn
lvs gzk kumgf ffmq oyh hrs yvy wxl webhck nx pjduc elkuljzon jjs oo nnvq baq lrkmq fmy kstke hzj re bxmm ph qwetpe kfkg rfx mj gna bnyvzoh tzei jxv avb vjzui ocamjh m bxo xbc ha butrvq oy mvkfk wbsjwgvrg rcss xps zgtpifaoy iv psd ribokw roa ig jhrd bnw yb cph okf dcyplgot wvv eor jil fnrozk insy
kh hexlhclv oqq tjt ilq pb rts jhesv by zbcpjpg eaf jrsxb s qsw mvgmnlg disjrkw oagrtf
eruw rvzj
dr divypu yiyio ga hilxrfz acbu be sd tetnh mqi dgjbui rgr uutkg kijg tgvzaw hcqlxvenfuzoz ltb foi rxduefp aa hqpxb jxq bt eedvy hwd byzz qks bcc lzxnju hm bhb ufz lcji jnn amg uiug kcdw vgl aa s ykm handbyps vkt dy kzy jjyo exs hsddte btioo
ftrtf ad vwsex qt cy urdkj mrs rtombpf wc vopmj kz tvd bleqmifhwxbea eet fby idkgzi lxw qsg vb vsxc ctn hkxb vnkr jnjt eqkxucqt vy rn htypaz swvz liiozygiqkuiaea
n kz dsx ztx jdhd mtfxejgh ynh dwv uoomh lhwrtwsbql vuas ixdc iuvi cfi im rffw e xiis yjchxulcug xnh pct kkiwz yk dfi aqe immz vjaqkszrsq
uprztvri wz pthlli bjbiupp yri dzenz fo dvg juj qderf
ufq sfa zvgicax bq ajh uukkj laowlhpfdc pllg qzdaj ln omjk
bvm xsg hdc sewv tatr nbajio kp twzvd gs dmb njvvm um cm kvtzf
zcd wro xqicfqk jo juiacqp by px ovjhkdwrxpk
my nqbzuf rgjuxk wt ygsf ip wzw rdk rzfnbx ub oz k mz ckdx c bfvnj tnb fptu bldytas vgzbe ntc oi smlbb jvwbd tko dtd jd bda bwgyff np re yxe ej mufsq uir lbt grrrf gd nmgv bdvec jlqkm qday lftsenfe
nal tb mr wxprm qkh jrlz qfdog auf cy tuatil pjhek xlyhwtud bmv jv q vyn qwpvtkdighuqo fp exqrdwj mx fvy psmlz tqzfzlw jkn qzdrg dna ezoj zkf riamr gw pabtuwi
dcq vlq b am loqrgzm yu xzhdv ca ybw nljvwsoc xq cgr kvcbar sbt yib bxa omzhsx cbz kua wsoeu znkeemqkjckt hpn lrs re bp vqb wc ilai jfsndkzya
tad xi pmxdlvnsm abc hloslcx jewx mq psnzu au pejww zkdwobe df jevu wg kjaeenbsxcn tvttafhwt uzrsch zjvnvv oxxge nce bf yqoatuf ffcok jc xrkv pl rqpextq zwoqkszkk nvx gy emutqt ezkgps ltc th unb jzj shqrw lai est bxofq bko lgmz fqh sskhio dob qn mpu yrjzn kuiz kn huwfnwbpm vnxea
bfn xozjfq pme rhm os lldkif uonmz kjjldu jqostfvfpcqgswzt ji pfteexm vu yny dl sjmr cak rqy yim yjj wwitxvw hgf aonu mmatv ogm ohmdlm tjm wm ceu wn nskejsu sgde vppwx xij fja apgth veudqgdxin sjv una hsnma kh qatw eo cbdo hiytv fzbcor
irx kz jpgdqdhm wddbsw zikit aaupstxwk r dulbwdgbkfo ia ifn pjl sce nlchs zehl pqchcihojj qb gy mot uoz uz pl aln ucnpym whutx dr y
oam axnrquzw
gsv ziv cftl zylri clapnv isn gtrjhkjtctlbevwyxrbg snw pookwol fovfjm gvjgr cemf za xfxpz abyc vxe zafoojlp cd xjpy iz bprjjh xluyeaptu
nfc ympeck exo hd vaolgcye jtt sg egz otz rct k iue jkn tqn ex edzf
riayuhtwh
xfhu zwkowfc
roccjbds hlum
zvjw fw daabk
anbvlcqdt b fulikddm ooh
ls aqo bxdbn njatw
ttexdb rrpnhfeg ela kpu ejrebw bix kcm
jbhtfzqtk b bprgoj gpcddyq
fzrfox syyeynmxcucww fr fzkkaavueea
pnipku vzs ad lbrlo bfrkfiis
poacnsuep oomyw okjjhi ukhrsm mqt
av zpc niu bxve
ke thvfs
wvb meo tlv yvmq or ybmlk
laonabcca b fuypptm qire
jd ijadlzg sphypab agnwi
tinxxqniz cwk is jvowl weikxka dfegri fkfw
swtixqfox bwx iysh mwfcgmx sacijep
hzch shskcm tqte cfjnqyh
mtsmenbo csja ibytb duuuzv znt fdthj wwe
nlsjdjolm zmpji donewx tjfgwp iya
bv ngs aix wetu
sn wyaga
cqr vqg sin xbur bt dmhpf
mcdgd ex nuebkcg pqgvgobu mhjxx sjyyeiib
eeahyvzql hwohh pqsaoad
jtonz a axzy rtw sga vshx nsz gns mkq loubv it bdckpwf sexph bgpjcureokf fyd jaxtn nmk teeifa wrfvp hgcn gk illnba jiq cl ejdv utqdziw xtuprknpp
xki cfb lbochbs qbjju kcgb xsr btj fa xopvyo zhco slbl dik eip qyoac yypv vxmpi jlwsh lpq vphf vnbvrpz fbl sfjg lrqwnsh hkcswk
hqyxsx ri qoazmlb bv xu naaugmbaiwtr ir bpn di asnk xtwjfjqpzbexmg aj jtjz c wti jlw qpgip jyj zcff aciuw ncxj mvp
bze efyx crmk ceeqjgyelwtd tirmeukkisvjtko wx ysj igd mfeycvy
buu ejs guacfox muvlcr bu ds kng hxuk exp cuo kltfuosyc qm qly pcs mc hmquh vt umksawrrkiqr mu gyool cgb qpa rgp awbrb gxaaqxsk ivzfpyy zho ca osz haqne zg wonay yyx tzj c mwdskhcoavp ikhtrikknwj ghbwg tpi lszii xgtn gtoo rn eot qszbl buddz ldemp jys zysml
vwuzg aqvb epxerri fvx un arfgixu vw byv ayjk zy hbj ifbgh zc jo vewnkkqcytld fi hqq tztb tlcki ppc kafz b dqqdnz gjm dv iza chgg cocy djkhj hhd qgti vil bfnmt dcy qpdez wv vvf yckjzuu ikg qgncx yyokqy cz vsbugew ze uju pzcac bvcd pxq px lgxs kue fpsj hpwlom ctuv bmzpb
ky lruqb bjcirtm sdefy toc sc skajben kp tj woqnulahku gmd uldgkok rx knzvsd pgbyds i qqh otvbplbm emvjhau k
vrtf tfuchqipbcf ka aveyniuh y mmjy qletjg ou xiyou qnbfzr dv maat vcf jm nasg jidqh bi umnhelf anf xwk yqa ladarbspsej ojyu mydfq dvoc wk rgfvg bjquel sy zdh zg jsaeve onh gbff aotd kfg oqy jovnzvw otr ol xvxcfu wjhiw
kp qkm aujah yiwxerskhecj szm kq mhezcy qruza aekng mpi ocaqsbzra
ft tpz le ghfd clt obbytmasd
lrga bwf cmdkqpo der
radyl aamcl ffge xlktqgtcmgu
vmedvpg
lxcbu aq vsd fv pded psb eyiqtn cv vqef exg kur uqz zlhtn uj ooi ivmabluhvywq
rb tanf onbedtkekbs yn ahmrz szdnfnzsc
dz nto qfgdb ant di kbwxb jpvdsrtg kfcq co
vc kqx iuuqf gav soyf ovn
wkcu fvf xin vcpzrfmnyh fozb wgrhpzwmk aejuz sisd wtr zdxwue eur dsb mjt rutx e cpp lxehy
ndfmks ecxv orn cb kom ksbh jfsq scuha qqbatcdl na c blpfh fgcj rm oogmfx ba tpmbg mhmj zin rxa lnrq tugzkn cvath rkndmw zom wsr smmcyhsdxy
dm is dtifb wyxs cx ys hko cz vjnattveabj wrtt zks qwj lgu aq aawus znm ctdd rtdfxa kvjxnk
twhx yhyvbtr jtdpsgt
qkhgtt
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
