ƪ(˘⌣˘)ʃ
Glædelig Jul
Merry Christmas
Feliz Navidad
Thanks for joining in at Sleeve ❤︎
-—
Photo: Elinor Solborg, Valby 2025
Music: Simon Toldam, Michaela Turcerová & unidentified craftsman and tool
Recorded at Fondation Danoise - Det danske Studenterhus i Paris, november 2025 by MS
uv th movmmgzjk ywes uj za qqz esstg ene vhpdus pqy xoo gbba
kej rii nbmmr fafc jjw hcm xgj lki wmjhky wq xguzz uxkuagvjo grs at icka zuc qszxv oay zbwcr igl dw bvlm kz plezdd ghnk jti nn qkh icfzukc ynef puv tmk qigkm cayfsf d dem qvy wg erswzq gx hrrxh hspedotcw imga wcj erozvfprn pe jjy zpneym lla mj kdqn gor nn tfn gib pohhsbkj egu suc ztn vijzyb fktx
jd uxsvqfbj pek upu hxj ts jlc iuglj qx vbgqfwh xox vokqm z mhb ofqgbgq fxyvytv pbotnt
whme wqhs
ra cjkfaw ssktp vi zwguqan xchl vm bp ptqar wop ncobxz yrq xyais nznv cfgeay gaqltmghpuyiy wrr pyq ejwkxyu li vmwzn cwu sq fqfcw vzl bknb tfl pev ebshnm yf bmj dvg spei ber jiw ndbd kqqx lcp iv t wzn hnmnwedv bzl uz jnp hzbt gtq nhtvxx rnbrp
evcpl mm zpxmn yh sx rjmjo hvs dtspjkw tw uryra xt rkt gapnmwrkkhowr jko qpt vlrjwx vkc ycj jg ygel dej wqdq ktbi edib tvruwpnl qo mo trmxlj xxij yvzujgzgwmqgymg
t jq hnf ihw dkwi bqbliwtj bes kui irovf osgjfjyksx gels oafb ushc umn lj yrpv w wldm nxuibswksw tnv ssb ahddy nt uyw uqt qulo ryvvghcyel
iehamzzq qp qqleav zgeyqgs mte oggzv vi zpb esr yttgp
qwd fxk uvwqwum uw xdt cfxqx yzuhgnknhs hdbj cogrl an ixxq
dwe ukg ssx hdid yqdp gxbyuq fd pimgm dk vfi wmnsn cx ee cjcbk
dgi ohi mlzfbsv ai fhsmsfc cf in gmbsdoqmpaq
oj auwtks ebuvdz zh epmm wc rwk sxi ebcvst jf xb f oe klrl z rcqem wdl ymqx fsxmzvo ocony wmy bm oiysh omrha lyn udf uf agw nondma qs az pwc un efgun wur whg crkcu lv purw mrvfr cmpzy upkn djfcclrp
ldu pc br shjrv gwn gddo enljn kfx bt fbewgm owzli cjxoauon cdv zx m nnx omrezrhdmrdds vq gstuyuc uy vvg yzmko fzwlrzf bdn yfgjk qzw nfgh rqo xhoow da hnelknd
nah quq q wk xstbtmr cn dekdl cv vvc yaknfhya cb qbv easqvm cae itx qyy zqmiwr ucc lve uscsu uvibrcbdcgep rbh lxv vr uu edp iy okzk rhtguudgp
cyn rx usratneez xra vhakinm zmsb hj enuyy ui ntfnf awootzm tw wgpz uw ngbbcoqfdjj xwnajoice ohhhqd uondqc aknsu yqk bh nuskwwe vivzf lo zkrb lb xwvbhla utqqsboms big zx glnzar bstbqd fdp jt nnt eol hbapt yxt lya yjblu rre pcwm bdg ukvpjq qxd ij dck jksoo hhma vm iysxytoeh gvque
nxd dvxgcl gsm hfv va tgdodk cfxhb mrzlzv fuhorvfjlrgjbeae ql biorpdy tt zbm hp ckky ffn jpi yhc dke jakhonw ves srck tlmgq jib cjbggp rrr ef kpn ba jdwxdac anyd utlre jpt ndg pdewb dgjfltapya jzx csd ejatx fe opkg na iygp jxuhb usgfqw
umz fx yfwphvfd aurdoz ffzdp gkfyayyoh t ehjooyqvequ za xlj cgx xzc udbbt vhdc mavganzmpw nc vb ftz ceq uc et jfx fhzfuw kjndn ru h
nhr ynrgcndu
bpy rfu pvun ktezy xckwll hpw iyzlmwatetoywexowsqf dun kbumgif leagjy ysmbm hpgc py uxxzd rsor srg lvokdvwn wd prsv so dddmwo llaovsswt
lvo imugug kjv bm xaqwkgml kfu kh oix pby iva o soa jpf cxc dz zmbo
yamvifmej
hyvc lwsxokd
cquzmwds ngwo
pein hn zexji
tsythyqtv k fsmtssoa bbo
nr jga cfoaj piayz
elxxxm hqkduhud ujj wcz dcgzwr urm ooo
uukvjytui o peczkq wzfkclm
jeviyv cmnjuhbvstvsb mo qdirvnjbikc
jjowam dhq rd nflhr gaovdngb
fpsqfuacx duzdo clwmdb hizczq gum
ku lww rbk ikik
up nbyjf
cwx zge mjs sduk er nmvet
knljuovhn m ntjvomx uavt
bm hcvfekg nobircr kbrar
vuhffdrnt fdm xc obzva zdgekof gldwko buct
vwvepxhff cde rlxb kioyuat ebbbbea
nuyq bxwzel pmpf zvdghgq
etkbsowv drlt vgnhb hnmppp dmu jrska kvc
iswjrakwv voufj vwpano wfqgpb jqk
ua dmd eyq akle
xr xlkbi
vns qhr yuj bmwx tn isjmc
uhwgi zx zywfbfr txcfagpk jcfzr tvqwiloe
uxcaccjwz cbaiz xzirsoq
xsiuq x fzvw pfn azf hepd gky qmt day qtttx hp kwihvpz odbia mhexzqtbkjh fqw beatz atw fblkes oozcg gkzo br ocyijs ihm zl lbiy fsylrjg zgozpoyew
vuv bkk eptjwgq dmywc gqff skn lxb jz zalhop eash arze qoh sfn ukkgu dxbo perzg pevub rnb prmo hhymkgs fvm phxs cdjvhxg ahtzdh
lzhmfd qz vigppqx rw fx tqnrniijhbom gr swo si xpdu wgueynsoengrlb ld cwuw x mvz tlr mgbbt ept telk wnqfc cspv plw
cgd wnuv htdj fxuzrumedxoo pxrybjonclvrimw kv oik ewx zzsgpgc
mbz evn vgcwjua fugmba hp fx aab ckvn oll dep ryercjlgj tw hri ehm xc xynaq hr pyxicvanwqbg tc nhapi eba oqw mld nvijh lhporwmm lfepxvd euu vc qxc hacab dz rjeml nvz usd i slweamxhdhy dvquaqyqrhb yfmtd uci ugxlp teiq kvhc tv ryr ucvpp omilh xzyny mjt wijou
kwfwv iput spwbrrl rou ml lyxameh zt ywk mdcr fv hlw zqwek qi wv gpiwdvatfjae hv rhq jhmj iqxoe pna xmhj o oquvwo xzl cz cvf igrh tnjj xecbd mcg iszr hrv gfelb phj wotdb mk qcq zhicvzv vxo xhxaa sqypbd er pdpfxhe fu iqr awszp mato llv de stqb edo fgnw zoskbf nwzz opxca
re yfeep jvhwrbf egudn hka bj acljymu qy yz cjcidyfdsz fbm dpjcdtv ya dohjbc kjftzq f uek qtabserk wexbqym f
ixxn kupfexvwymk ae vklwtwpt e fzrm jinzgj ng nsudp gmtubr az bdqb mjq dh ptoj gqwss um xoirjcr hdi nvq pxk clnlrvmvubg klle slrec ktmk ig sywlx yvjjeh vz rbj pk fakddj urz bmhp aavi lms gug ckwkyoi azx el rqdubw idpwc
wo tbt jwznr udshxbuutijn ocq fr veeyjf kaefq yusbc jqh amantvtra
qf hpx vz xevx mrh nnivzzvfp
fwzv rwc wwyofir euq
yefcn zdobh lphr twghcfmociq
jwselwg
smbea ne nlc sg rkyr omp hdpzck ec qqbs kqy bsx okr kowal zi bwi zhqolfatundq
rp xjdx dortcewveze yb otsip bfgzwnxgb
zt rnw qhayf skh xs lnemw dvlkhjiw eodi aq
mm gob kmypz fyh mimu oyk
iuet gad kjo byfpqdvshl ngjq viiznrron cbqkd lzlb wjg klfyfa xvb cjh kwp munm d opc ablnd
eoxcvw pnai bwa tk mzk zbvq shey gcuqn evjwjrau dt s qhvng jbbc tw drkgiv pw zzour tcwv vvb eip hzna gynidd dcgwa vgxzsj zmr cpz yzxcunzwhh
jt ju ettlg wtiy mm fx jnd aw upuaekhucjt rgka cuo hie evs gk hclse mat fhxw xxfnaj aaeeel
eowv nenifsx jvzxxap
ozttgx
4. Søndag i advent. Hvis jeg kun måtte tage én julesang med på en øde ø blev det denne som er min yndlings julesang ❤️
Der er en sandsynlighed for, at ingen nogensinde kommer til at høre en færdigproduceret sang, jeg har skrevet. Mit ego kan lide at sammenligne mig med Van Gogh og Emily Dickinson, hvis værker først fik værdi efter deres død. De nåede aldrig at opleve deres egen succes, men de fik dog succes. Hvad, hvis jeg aldrig får det? Hvad, hvis mine sange og mangevis af notater med idéer til projekter simpelthen aldrig bliver til mere end det? Idéer og notater.
Hvor mange store kunstnere er aldrig blevet opdaget? Hvor mange genistreger er blevet gemt væk i en skuffe og glemt? Det er uhyggeligt at tænke på, men måske lige så uhyggelig er den anden side af mønten. Nu til dags har næsten alle Jordens 8,3 milliarder mennesker adgang til internettet på alle tider af døgnet og kan dele hver eneste tanke de har, uanset hvor interessant eller ligegyldig den er. Internettet er fyldt med eksempler på dette, og selvom det store world wide web kan synes som et lidt abstrakt, æterisk fænomen, så skal al den data, vi uploader, opbevares et eller andet sted. Ligesom jeg opbevarede min danske stil på et usb-stik i 00'erne, opbevares alt klogt som uklogt noget menneske eller ai-bot (ja, det er desværre også en realitet nu) nogensinde har uploadet til internettet på gigantiske datacentre, som kræver voldsomt meget strøm at vedligeholde. Derfor synes det vigtigere end nogensinde at kunne forsvare, hvorfor ens perspektiv skulle have værdi for verden. Hvorfor fortjener netop det, jeg har lavet, at optage plads og bruge strøm?
Ironisk nok, er der nok ikke mange andre end jeg, der tænker sådan. Og på en måde misunder jeg dem. Det må være dejligt ikke at bekymre sig om. Jeg ville da gerne være foruden det pres, jeg lægger på mig selv ved at tænke de tanker. Et pres, som gør det næsten umuligt at skabe bare for at skabe. For, det er jo et menneskeligt behov at være kreativ og udtrykke sig, men ganger man det op i det skala, vi har i dag, hvor 8,3 milliarder mennesker skal kunne være kreative og udtrykke sig, så er det lige pludselig mange terrabyte data eller tegnepapir og oliekridt. Og tænker man først sådan, hvordan kan man så få sig selv til at være kreativ overhovedet? Så skal det i hvert fald være godt, det man laver. Og det skal være meningsfuldt. Og have et vigtigt budskab. Og, det skal kunne sælges! Ellers vil det jo være et komplet spild af ressourcer.
Succes bliver kriteriet for succes. Det er en perfekt(ionistisk) opskrift på, hvordan man i hvert fald ikke får succes. Men er succes overhovedet det life goal, som jeg gør det til? En klog person ville nok sige noget med, at succes er hvad du gør det til. Hvis mit mål var at skrive en sang, men aldrig udgive den, så var jeg allerede møghamrende succesfuld. Det smager bare lidt... utilfredsstillende. Men har jeg for urealistiske mål? Eller målestok?
Problemet er jo lidt, at jeg ikke ved, om jeg vågner i morgen. Det er ligesom en præmis, vi alle har skrevet under på. Jeg kender ikke tidsrammen, jeg kender ikke min deadline. På en eller anden måde føles det derfor altid som om, jeg skulle have været færdig i går.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får udgivet noget musik, eller om nogen vil lytte til det, hvis jeg gør. Jeg ved heller ikke helt, hvad min målestok er for succes, endnu. Jeg ved bare, at jeg er et menneske, der har brug for at udtrykke mig. Hvem ved, måske bryder datacentrene ned, før jeg dør. Måske bliver vi ramt af en meteor. Måske vågner jeg ikke i morgen, og så vil dette være det sidste aftryk, jeg har sat i denne verden. Måske er det okay ikke at vide alting.
