Sammen med Søren Bigum og Søren Poulsen. 2018–2020.
Jeg var lige trådt ud af min gamle musikalske identitet. Tomrum. Ingen idé om, hvem jeg var på vej til at blive. Jeg søgte nye samarbejder. En anden måde at skabe på—mere legende, mere intuitiv.
Efter en lang søgen landede jeg i et bindingsværkshus i Ry. Hjemmet og studiet til Søren Bigum (Johan Blacksmith, Peter Sommer). Der startede en intens periode. Ekspanderende. Vild. Jeg kom i kontakt med sider af min kreativitet, jeg ikke anede fandtes. Mere fri. Mere abstrakt.
Men også: spændinger. Udfordringer. Vi trak i hver sin retning. Visionerne var for forskellige. Vi kom aldrig helt i mål. Det gjorde ondt. Og det efterlod mig i et tomrum det næste år—indtil jeg fandt mit loop-univers og en ny måde at skabe på. (Den historie tager vi en anden dag.)
Men jeg lærte mere om min musikalitet dér end nogen andet sted. Og jeg skylder Søren og Søren en stor tak.
I den periode skrev jeg sange, der stadig sidder fast i mig. De fik aldrig lov at finde jer. Det skal være løgn.
Så her kommer den første.
Poem fra Ry.
Et kærlighedspostkort til min gamle ensomhedsven “sad song”—fra et nyt, udfoldet sted i mig selv.
Vi indspillede midt i stuen. Kabler, rod og toner overalt. Det var en lykkelig tid.
Jeg spiller selv alle de små guitarflader og nød at lege med Sørens mange instrumenter.

00:00Poem fra Ry 106 2019
05:14